Børn i alle aldre var onsdag mødt op på Københavns Rådhus for at fejre de danske mestrer og byens hold, FC København.
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen bød holdet velkommen med en tale, og derefter stod den på pandekager til spillere og fans.
Men selvom der præcist er gået en måned, siden FCK kunne løfte pokalen, er det ifølge Jens Stage stadig fedt at fejre det. Denne fejring skiller sig nemlig ud.
- Det er fedt på en anden måde. Nu er det hyggeligt at komme rundt på en anden måde og se en masse glade børn, siger han til Ekstra Bladet på rådhuset.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- I Parken handlede det meget om fest og glade dage, hvor det også blev en smule vildt. Nu får vi sagt goddag til alle de børn, der har heppet fra A-tribunen.
Og for Jens Stage blev der da ikke holdt tilbage, da han efter en 3-0 sejr over AaB i sidste spillerunde kunne fejre sit første danske mesterskab.
- På aftenen var jeg rigtig, rigtig fuld, siger han og understreger, at han nu er klar til at give den gas på banen igen.
- Det er sjovt at fejre det, men nu kunne det være rart at komme tilbage og spille fodbold. Nu er det blevet fejret. Når vi kommer herind er det selvfølgelig klart, at man lige mindes sidste sæson.
- Men nu er vi også nødt at skrue hovedet på igen og komme op på hesten, lyder det fra ham.
Det er stadig uvist, om Jens Stage stadig er at finde i en FCK-trøje fra næste sæson.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Som Ekstra Bladet tidligere har kunnet fortælle, er Jens Stage klar til et udlandseventyr, men med et afsindigt højt prisskilt fik Peter 'PC' Christiansen skræmt tyske Augsburg væk i vinter.
Det er dog stadig realistisk, at Stage tager turen til det store udland i dette transfervindue.
Men lige nu skal der altså spises pandekager og skrives autografer til massevis af fodboldglade børn, der garanteret vil huske denne dag for evigt.
FC København møder oprykkerholdet AC Horsens i første spillerunde af Superligaen 17. juli.
Hos Ekstra Bladet kan du læse om FCK's transferplaner i denne sommers transfervindue. Hvem forlader klubben, og hvilke spillere har klubben på raderen? Bliv klogere her.