FCK-forløsning: Santander endelig på tavlen

Den dyre FCK-angriber slog til for første gang i Superligaen, da københavnerne uden problemer slog Hobro 3-1 på hjemmebane

Så fik Santander demonstreret sin målnæse (Foto: Lars Poulsen)
Så fik Santander demonstreret sin målnæse (Foto: Lars Poulsen)

PARKEN (Ekstra Bladet): Endelig! Federico Santander slog søndag aften til for første gang i Superligaen og viste, at han ud over at være en god oplægger og spilstation selv kan score mål...

Efter 798 målløse Superliga-minutter slog den sydamerikanske angriber til i det 799. minut og pandede FC København foran 1-0 mod Hobro.

Den scoring fik FCK-manager Ståle Solbakken til at tage et ekstra højt jubelhop nede på sidelinjen, for nøjagtig som Santander havde nordmanden utålmodigt ventet på dette øjeblik fra angriberen, der har kostet 18 mio. kr.

Se Santanders forløsningsmål i videoen øverst i artiklen

Santander takkede da også både holdkammerater og de højere magter efter målet, der ikke blev det eneste i nationalarenaen.

I 2. halvleg gjorde Kasper Kusk det til 2-0 og 3-0, og så gjorde det hjemmepublikummet mindre, at Hobros Mayron George scorede kampens sidste mål, da han reducerede til 1-3.

Egentlig skulle Federico Santander være startet i front sammen med Nicolai Jørgensen, men landsholdsspilleren blev skadet under opvarmningen, så i stedet fik Andreas Cornelius muligheden.

Og FCK’s 11’er var meget tæt på straks at kvittere for den pludselige chance.

Inden for de første tyve minutter havde han tre, fine scoringsmuligheder, men de to første gange kom der en Hobro-spiller i vejen, og den sidste chance headede Corner lige over Jesper Rasks mål.

Trafikken var kampen igennem ensrettet i Parken, hvor et aggressivt FCK-hold anført af Thomas Delaney pressede gæsterne i bund. Kusk var tæt på at åbne scoringen, og det var Santander også efter en lille halv time.

Santander sværmede om målet
Peter Ankersen ramte angriberen fra Paraguay lige i panden, men Jesper Rask klarede i stor stil, og Santander gemte sit hoved under trøjen og spekulerede formentlig over, hvornår det skulle lykkes at få åbnet målkontoen i Superligaen.

Han skulle dog kun vente to minutter.

Peter Ankersen tvang Jesper Rask til en god redning, men det efterfølgende hjørnespark sendte Ludwig Augustinsson lige ind i panden på Santander, og denne gang var Rask chanceløs.

Hovedstødet strøg i mål tæt op ad den ene stolpe, og endelig kunne Santander, Solbakken og publikummet i Parken juble.

Det var tæt på 2-0 i halvlegens sidste minut, da Santander fik en skudmulighed i Hobro-feltet, men denne gang sendte han bolden over mål, så det velspillende FCK-hold måtte nøjes med en smal pauseføring.

I 2. halvleg måtte Santander udgå tidligt med en skade, men det stoppede ikke københavnerne. I 58. minut afgjorde Kasper Kusk reelt opgøret med en klinisk afslutning fra kanten af feltet.

Santander måtte udgå med en skade (Foto: Lars Poulsen)
Santander måtte udgå med en skade (Foto: Lars Poulsen)
 

Samme Kusk gjorde ti minutter senere det til 3-0 på en lidt tilfældig chance. Men afslutningen var der intet tilfældigt ved. Nordjyden efterlod Rask uden chance.

Efter den scoring slappede FCK af - og også lidt for meget af. Ti minutter før tid brugte indskiftede Mayron George sin råstyrke til at komme igennem, og han fik passeret Stephan Andersen.

Spændende blev det dog aldrig, og med 3-1-sejren er Ståle Solbakkens mandskab igen kun tre point efter FC Midtjylland i toppen af tabellen.

Se alle målene i videoen her:

 

38 kommentarer
Vis kommentarer