FCK havnet i heftig fan-modvind: Derfor raser de

Størstedelen af Superligaens fanklubber retter nu en skarp kritik mod FC Københavns udebaneafsnit i Parken. Formand for Randers FC Support og formand for Esbjergs Blue Knights fortæller her om årsagen til kritikken

Hjemmebanen i Parken får ikke mange roser med fra udeholdets fans. Foto: Stine Tisvilde
Hjemmebanen i Parken får ikke mange roser med fra udeholdets fans. Foto: Stine Tisvilde
Følg Fodbold
Følg Superligaen
Følg FC København

Fra begyndelsen af 2016 har FC København haft deres udebaneafsnit placeret oppe i det øverste hjørne på Parkens ene langside (Afsnit A11, red.).

Tidligere kunne udeholdets fans købe billetter til endetribune 'D' bag det ene mål, men nu er hele det afsnit altså omdøbt til 'familietribune' og dermed også blevet forbudt område for udebanefans.

Men den omrokering i Parken er ikke faldet i god jord hos størstedelen af Superligaens fanklubber, der nu i en offentlig pressemeddelelse langer kraftigt ud efter FC Københavns værtskab og tilmed kalder københavnernes udebanetribune for Superligaens dårligste.

- Fra begyndelsen af 2016 har udeholdets fans været placeret på A11, som for flertallets vedkommende regnes for Danmarks suverænt dårligste, lyder det i en pressemeddelelse på Aalborg Support Clubs hjemmeside, som er underskrevet af 16 danske Superliga-fanklubber.

Nu skrotter Superliga-fans Parken: Kæmpe boykot truer FCK

'Pakket væk oppe i hjørnet'
Formanden for Randers FC Support, Louise Andersen, som har været med til at underskrive pressemeddelelsen, lægger heller ikke fingre imellem, når hun skal forklare over for Ekstra Bladet, hvorfor FCK’s nye udebanetribune ikke vækker særlig stor begejstring hos hende selv og blandt Superliga-fanklubberne.

- Man bliver bare pakket væk oppe i det ene hjørne, indleder Louise Andersen.

- Vi tager til hovedstaden for at støtte vores hold, men holdet mærker jo slet ikke, at vi er til stede, når vi er placeret så langt væk fra banen. Og når vi kun er 100 mennesker af sted, så er det svært at synliggøre sig.

Formand for Esbjergs fanklub Blue Knights, Steffen Kristensen, bakker op om sin fankollega fra Randers:

- Efter min mening er det en af de dårligste tribuner i Superligaen, siger Steffen Kristensen.

- Du står godt gemt væk oppe i det fjerneste hjørne på stadion. Foran dig har du et net, som er rimelig tæt bundet. Synet bliver så sløret, at du næsten ikke kan se ned til banen. Det er nærmest fysisk umuligt at kommunikere med dit hold.

- I Blue Knights var vi meget glade for det afsnit, vi førhen havde på D-tribunen, siger han.

Randers-fans. Foto: PEDERSEN MIKKEL BERG/POLFOTO
Randers-fans. Foto: PEDERSEN MIKKEL BERG/POLFOTO
 

I Danske Fodbold Fanklubber (DFF) forsøger man at gøre noget ved tingene. Og formand Rasmus Trenskow så gerne, at man gav fanklubberne mere medbestemmelse, når det kommer til valget og placeringen af udebaneafsnit:

- Det er selvfølgelig en kritik, som DFF bakker op om, siger Rasmus Trenskow til Ekstra Bladet.

- Men der findes desværre ikke nogen regler på området i dag. Der findes kun en UEFA-regel, der siger, at fem procent af kapaciteten på stadion skal være afsat til udebanefans. Men vi skal i gang med et oplæg om 'Good hosting' sammen med Divisionsforeningen og Superliga-klubberne, hvor vi prøver at tage denne situation op.

- FCK bør invitere fanklubberne ind i Parken til en dialog om, hvad der skal til, og hvorfor fanklubberne er så sure på Parken og FCK, siger han.

Esbjerg-fans. Foto: POULSEN LARS/POLFOTO
Esbjerg-fans. Foto: POULSEN LARS/POLFOTO

Beskylder FCK for dårligt værtskab: Sendte klager til de forkerte

Alt for mange trappetrin
Senest Steffen Kristensen og resten af Esbjerg-fanklubben var en tur i Parken, oplevede de også, at folk med gangbesvær havde store vanskeligheder med at komme helt op på den øverste tribune. En enkelt fan med højdeskræk måtte sågar blive nede og dermed misse opgøret.

Og det er et scenarie, som Louise Andersen genkender:

- Der er alt for højt op til tribunen. Hvis man ikke længere er 25 år og frisk på benene, så kan det godt gå hen og blive lidt af en kamp at komme derop. Hvis du oven i købet skal have noget at drikke eller spise, så skal du jo hele vejen ned igen. Det kender jeg flere, som har haft problemer med, siger hun.

- Hvis man ankommer med nogle i kørestol eller med rollator, så bliver de placeret helt nede ved banen blandt FCK’s egne fans. Før der havde vi en lille repos, hvor der var plads til tre kørestole.

- Jeg kan ikke bestemme, om folk skal tage i Parken eller ej. Men jeg kender mange, der ikke har lyst til at komme der, efter de har været på FCK’s udebaneafsnit, slutter Louise Andersen.

FCK’s beslutning om at bibeholde deres nuværende udebaneafsnit ærgrer i hvert fald Steffen Kristensen, der mener, at konsekvenserne er klare:

- Det burde være i alles interesse at få så mange udebanefans på stadion som overhovedet muligt. Det er med til at give stemning og højne oplevelsen for hjemmepublikummet og tv-seerne, siger han.

Ekstra Bladet har her lavet en afstemningsliste over alle Superliga-klubbernes udebanetribuner.

Her kan du rangere de danske stadions:

Mere fra Ekstra Bladet+

Mettes skamløse spinshow

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+