Den islandske forsvarsspiller Ragnar Sigurdsson vender hjem til FC København. Det har de danske mestre offentligjort på klubbens hjemmeside.
33-årige Sigurdsson var i FCK i perioden 2011-2014, hvor han spillede 102 kampe og blandt andet var med til at vinde et mesterskab og en pokaltitel.
Derfor ved manager Ståle Solbakken, hvad han får, og nordmanden er da også tilfreds med sin nye spiller, der skal styrke bredden i midterforsvaret, hvor krumtappen, Andreas Bjelland, har været meget skadet.
- Vi får en meget erfaren og stærk forsvarsspiller i Ragnar.
- Da han senest var i klubben, var han en markant profil for os med sin duelstyrke og vindermentalitet, og vi ved, at han virkelig brænder for at spille i København igen. Samtidig kender han vores måde at spille fodbold på, han kender klubben, og vi kender ham, siger Ståle Solbakken, der ikke afviser, at aftalen kan blive forlænget.
Ragnar Sigurdsson tog fra FCK til Krasnodar i Rusland og efter et par år videre til Fulham i England. Derpå vendte han tilbage til Rusland, hvor han senest har været i aktion for FC Rostov.
Den stærke forsvarer med 94 landskampe for Island var dog ikke i tvivl, da muligheden for at komme hjem til FCK bød sig.
- Jeg har altid følt, at FCK var min klub, og København blev mit hjem, da jeg var her første gang, så følelsen er for mig som at komme hjem.
- Jeg havde det virkelig godt her, da jeg var har senest, og jeg har stadig mange gode venner i byen, og jeg har altid følt mig respekteret og værdsat af FCK's fans. Det sætter jeg stor pris på, og jeg glæder mig meget til at hilse på dem igen, siger Ragnar Sigurdsson.
Kæmpe Barça-bet: Suárez ud i fire måneder
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.