FCK indberetter FC Midtjylland for regelbrud

FC Københavns direktør Anders Hørsholt er alt andet end tilfreds med håndteringen af stormen, der søndag fik udsat topkampen mod FC Midtjylland. Nu indberetter FCK FCM til Divisionsforeningen, mens fans får næste tur betalt

Anders Hørsholt måtte tage turen hjem fra Herning uden at have set et eneste minuts fodbold søndag aften. (Arkivfoto: Jesper Mortensen)
Anders Hørsholt måtte tage turen hjem fra Herning uden at have set et eneste minuts fodbold søndag aften. (Arkivfoto: Jesper Mortensen)

Det var en flok godt irriterede københavnere, der søndag aften i strid blæst rejste hjem fra Herning.

En ting er at begive sig så langt vestpå, når man nu kommer fra hovedstaden - og så på en søndag. Noget andet er, når man må rejse hjem igen med uforrettet sag.

Det måtte FC København, da FC Midtjylland i 11. time valgte at udsætte topkampen, der ellers var programsat til kl. 18 på MCH Arena.

Stormen Gorms enorme kræfter var en direkte sikkerhedsrisiko.

Det kunne gæsterne fra øst godt forstå. Ingen var interesserede i at udsætte såvel spillere som fans for unødige risici. Men måden det skete på, faldt hele gruppen af FCK'ere for brystet.

Det får direktør Anders Hørsholt til at kalde håndteringen for 'uprofessionel' overfor Ekstra Bladet.

- Beslutningen omkring at aflyse kampen på baggrund af sikkerheden for spillere og tilskuere kan vi naturligvis ikke anfægte, men vi synes, at forløbet blev håndteret særdeles uprofessionelt og i øvrigt i strid med DBU's regler, skriver han i et svar på e-mail.

'Ingen briefer os'
Han understreger, at de første meldinger gik på, at kampen ville blive spillet som først planlagt. Da pressechefen senere spurgte, om der var problemer med afviklingen, var svaret, at alt var ok. Ingen ændringer i noget som helst.

- Vi har folk på stadion allerede fra 15.30, men ingen fra FC Midtjylland briefer os omkring nogle ændringer i forhold til den melding, de tidligere er kommet med eller om en ny melding omkring vejret, som de siger de fik omkring kl. 15, skriver Hørsholt.

MCH Arena-skiltet var delvist blæst ned under stormen søndag aften. (Privatfoto)
MCH Arena-skiltet var delvist blæst ned under stormen søndag aften. (Privatfoto)
 

Det omdiskuterede møde, hvor beslutningen om at udsætte kampen blev truffet, var også uden indflydelse fra FCK.

- De inviterer os heller ikke med til det møde, der fører til aflysningen, selvom ganske mange åbenbart deltog. Det til trods for, at både vores sikkerhedschef og pressechef er tilstede på stadion.

Stakkels FCN-reserver: I stormvejr mod FCK-stjernerne

- Vi får besked om mødet og den mulige aflysning ved en tilfældighed og har kun vores sikkerhedschef med i de sidste minutter af mødet, da beslutningen er truffet med omkring en time til kampstart - efter fansene og spillerne er ankommet til stadion, skriver en tydeligt irriteret Hørsholt.

'Lack of organization'
- Det gør, at vi ikke får mulighed for at briefe vores fans, spillere eller andre om situationen, hvilket naturligvis giver en masse frustrationer og spekulationer, der let kunne have været undgået ved rettidig omhu i håndteringen, skriver han og tilføjer, at FCM heller ikke overholdt standardproceduren omkring aflysning af kampen ved ikke at informere Divisionsforeningen.

- Det hedder på UEFA-sprog 'Lack of organization', som i den verden er en alvorlig forseelse, skriver han.

Studiet skælvede: Gorm aflyser dansk tv-program

Derfor har Løverne nu indberettet Ulvene til Fodboldens Disciplinærinstans, skriver bold.dk.

Divisionsforeningens turneringschef, Peter Ebbesen, ønsker ikke over for Ekstra Bladet at sige, om det er et brud på reglementet, man i skrivende stund har tænkt sig at gøre noget ved.

- Det vil jeg ikke være med til at blæse op i medierne. Det tager vi med klubberne internt, siger han.

FC København og de mange medrejsende fans måtte sent søndag eftermiddag konstatere, at der ikke var mere at stille op, sætte sig i busser og tog og tage den lange tur retur østover.

Hvornår kampen skal spilles, er endnu ikke besluttet. Sandsynligvis bliver det engang i 2016.

- Der er FC Midtjyllands kamp mod Club Brugge 10. december, der i forvejen ligger efter superligaens sidste runde. I foråret er der mulighed for, at FC Midtjylland er gået videre og skal spille i Europa der, mens FCK er med i pokalturneringen, det er FCM ikke, siger Peter Ebbesen.

- I første omgang har vi bedt klubberne finde et fælles forslag. Så tager vi den derfra, siger han.

Uanset hvornår det bliver, kan de medrejsende fans til den kamp regne med at få betalt udgifterne af FCK.

- Vi er naturligvis skuffede over, at kampen ikke kunne gennemføres af sportslige årsager, men især med tanke på de godt 900 fans, der havde trodset vind og vejr for at støtte holdet i en vigtig kamp. Derfor har vi besluttet, at vi betaler for busserne til kampen i Herning for vores fans, når den bliver gennemført på et senere tidspunkt, siger Anders Hørsholt.

Det er anden gang denne sæson, FC København har måtte lide den tort at udsætte en superligakamp. I 1. runde var det Randers FC, der skulle spille Europa League-kvalifikation i Sverige. Det betød, at kampen blev afviklet i midten af september i stedet for midten af juli.