FCK indgår historisk aftale med Carlsberg

Forlænger hovedsponsoraftalen med Carlsberg frem til sommeren 2026. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger betaler bryggerigiganten i omegnen af 30 mio. kr. om året

Kan FCK indhente FC Midtjylland i foråret? Eksperterne giver der bud. Video: Dplay

Danmarks største sportssponsorat fortsætter i yderligere seks år.

Carlsberg vil også stå på trøjerne af FC København de kommende år som et bevis på, at bryggeriet fortsætter hovedsponoratet.

Der er tale om en historisk aftale, da der er tale om det største sportssponsorat i Danmark.

FC København har haft Carlsberg som hovedsponsor siden 1999. Aftalen blev senest forlænget i 2014, hvor bryggerigiganten ifølge Ekstra Bladets oplysninger betalte i omegnen af 25 mio. kr. om året.

Den nye aftale menes at indbringe FCK i omegnen af 30 mio. kr. om året og overstiger, hvad flere Superliga-klubber har samlet i sponsorindtægter.

Aftalen mellem parterne blev underskrevet tirsdag morgen på Hotel Marienlyst i Helsingør, hvor Parkens formand, By Rygaard, og Carlsbergs nye direktør, Peter Haahr Nielsen, satte signatur på den nye aftale.

Carlsberg har i disse dage sine sælgere samlet i Helsingør til nytårsmøde for at fremlægge planerne for 2020, hvor EM-festen til sommer for landsholdet og hovedsponsoratet i FC København er vigtige elementer.

- Vores partnerskab med Carlsberg er særdeles værdifuldt, så vi er meget glade for den nye aftale. Den giver os en endnu stærkere fælles platform langt frem i tiden til gavn for klubben, fansene og for udviklingen af det samlede Parken Sport & Entertainment samlet set.

- Samtidig er det en fortsættelse af en flot fælles fortælling og rejse for to store danske fyrtårne, som vi er meget stolte af at være en del af, siger bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, Bo Rygaard, til FCK's hjemmeside.

Carlsberg har ølsalget til de mange arrangementer i Parken. Det er også det, som bryggerigiganten betaler for. Foto: Anthon Unger
Carlsberg har ølsalget til de mange arrangementer i Parken. Det er også det, som bryggerigiganten betaler for. Foto: Anthon Unger

Også i Carlsberg er der glæde over, at ægteskabet med de danske mestre er blevet forlænget.

- Carlsberg har været en del af dansk fodbold i hele min levetid, og vores partnerskab med FC København går næsten lige så lang tid tilbage som vores partnerskab med Liverpool FC og landsholdet.

- Aftalen betyder meget for os alle sammen, og derfor var det naturligt at underskrive aftalen og fejre vores lange, stærke partnerskab med FC København her på Marienlyst. Det er en stor dag for Carlsberg, en god dag for FCK og alle fansene, og en vigtig dag for dansk fodbold, der går et stort år i møde, siger direktør Peter Haahr Nielsen.

FC København havde i 2018 samlede sponsorindtægter på lige over 85 mio. kr., og 2019-resultatet vil blive i samme leje. Klubben har dog tidligere været over de magiske 100 mio. kr. om året.

Til sammenligning havde Brøndby i 2018 sponsorindtægter for 64 mio. kr., og de blå-gules hovedsponsoraftale med Arbejdernes Landsbank er langt fra på 'Carlsberg-niveau'.

Carlsberg er blevet synonym med FCK. Foto: Lars Poulsen
Carlsberg er blevet synonym med FCK. Foto: Lars Poulsen

Målet med forlængelsen af aftalen er, at oplevelsen skal løftes for klubbens fans, og 'betydelige midler' bliver afsat til udvikling af fanmiljøet.

- En del af vores Strategi er at skabe en totaloplevelse for alle, der kommer til vores kampe og events. Vi har haft en vækst i antallet af fans på mere end 25 pct. i den sæson, vi netop har afsluttet.

- Sideløbende med den høje tilskuervækst har vi haft et tæt samarbejde med Carlsberg om at forbedre oplevelsen for vores tilskuere ved målrettet at skabe de bedst tænkelige rammer omkring vores kampe. Med den nye aftale forpligter vi os begge til at give fanoplevelsen endnu et markant løft med nye, store investeringer i blandt andet et integreret fanmiljø og andre fan-faciliteter.

- Det kunne vi ikke uden partnerskabet med Carlsberg. Et af de første skridt bliver en undersøgelse blandt vores fans omkring de ønsker de har til oplevelsen til vores kampe, siger Katja Moesgaard, der er COO i FC København.

Carlsberg har store forventninger til, at det fremtidige samarbejde kan være med til at løfte fanoplevelsen til kampene i Parken.

- En central del af den nye aftale er den meget ambitiøse plan for at tiltrække yderligere fans og gøre fanoplevelsen endnu bedre. Vi vil med det samme involvere de mange passionerede fans for sammen at skabe de bedste fanoplevelser fremover.

- Det er et meget ambitiøst projekt, hvor vi kommer endnu tættere på fansene. Vi har en lang og stærk fælles fortælling, og den vil vi styrke og bygge videre på med nye tiltag, som fansene selv er med til at bestemme, der kan skabe store oplevelser fremadrettet, siger Peter Haahr Nielsen.

Carlsberg har længe været dybt involveret i fodbold. De var sponsor for EM-slutrunden fra 1988 og frem til 2016, inden de i efteråret 2019 besluttede at droppe det dyre hovedsponsorat for slutrunden.

Bryggerigiganten er også storsponsor i den engelske traditionsklub Liverpool, hvor bryggeriet har været fast samarbejdspartner siden 1992.

I starten som hovedsponsor, men siden 2010 som en af klubbens største sponsorer. I foråret sidste år blev aftalen med Liverpool forlænget i fem år frem til 2024.

Det er en aftale, der årligt indbringer Liverpool i niveauet 100 mio. kr.

Se også: Brøndby-fans med bekymret melding til ledelsen

Se også: Dansk målmand på vej til svensk storklub

Nicklas Bendtner er færdig i FCK, men det er næppe i angrebet, at FC København køber ind til januar. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Kæmpe transfer-overblik: Sådan skal FC København handle

176 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere