FCK jubler over udmelding: - Det her bliver en rigtig god sag

Lalandia bliver i de kommende år formentlig hjemmebane for mange af de specialister, der skal stå for den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland

Parken Sport & Entertainment kan se frem, at Lalandia bidrager yderligere til bundlinjen, når der for alvor kommer gang i byggeriet af Femern-forbindelsen. Foto: Lars Poulsen
Parken Sport & Entertainment kan se frem, at Lalandia bidrager yderligere til bundlinjen, når der for alvor kommer gang i byggeriet af Femern-forbindelsen. Foto: Lars Poulsen

Hvad har den kommende Femern-forbindelse med Superligaen at gøre? En hel del faktisk!

For FC København kan i de kommende år se frem til at lave en god forretning på Femern-forbindelsen og dermed få endnu bedre forudsætninger for at cementere sin position som førerlokomotiv i dansk fodbold.

Fredag i sidste uge kunne transportminister Benny Engelbrecht fortælle, at det første spadestik til den gigantiske tunnel mellem Lolland og Femern kan tages 1. januar 2021.  

'En milepæl', kaldte ministeren det, og i Parken Sport & Entertainment har nyheden givet lidt at smile af i en svær tid.

Transportminister Benny Engelbrecht kunne i sidste uge fortælle, at der snart kommer gang i byggeriet af Femern-forbindelsen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Transportminister Benny Engelbrecht kunne i sidste uge fortælle, at der snart kommer gang i byggeriet af Femern-forbindelsen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Lalandia er som en konsekvens af coronakrisen lukket, og det koster gevaldigt på bundlinjen.

De populære feriecentre i Rødby og Billund har været en stabil, god forretning i mange år, og der er udsigt til, at den bliver endnu bedre.

For når det enorme byggeprojekt næste år går i gang, skal de mange arbejdere have et sted at overnatte og spise, og det er her, at Lalandia i Rødby kommer ind i billedet.

Parken Sport & Entertainment så allerede i 2013 muligheden for at lave en god forretning på Femern-forbindelsen og investerede i selskabet Femern Belt Services. 

Lalandia er også en del af netværket FB Suppliers.  

I Lalandia Rødby er der 750 feriehuse, og man kan huse knap 4000 personer. Man kan tilbyde overnatning og bespisning til de mange specialister og også lokke med fitness-muligheder og biograf.

Man kan med andre ord tilbyde byggekonsortierne en pakkeløsning.

Lalandia kan huse mange af de arbejdere, der skal stå for Femern-forbindelsen. Foto: Per Rasmussen
Lalandia kan huse mange af de arbejdere, der skal stå for Femern-forbindelsen. Foto: Per Rasmussen

Det er ikke, fordi det vrimler med hoteller og forlystelsesmuligheder på det sydvestlige Lolland, så Lalandia kan forvente, at arbejdet med den 18 kilometer lange sænketunnel vil gavne forretningen.

- Jeg kan bekræfte, at vi er i positiv dialog med relevante parter. Vi mener, at vi har meget at tilbyde og er sikker på, at det her bliver en rigtig god sag for Lalandia, siger Parkens bestyrelsesformand Bo Rygaard til Ekstra Bladet.

Selskabet har også købt et stykke jord meget tæt på byggepladsen i Rødbyhavn.

Her er planen at lave en stor pavillonby til flere hundrede tunnelarbejdere, der kommer til at arbejde i skiftehold, når det egentlige arbejde med sænketunnellen går i gang i 2023.

Den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland forventes at åbne for biler og tog i midten af 2029.

Se også: Forklarer fyring

Se også: Færdig i FCK

Se også: Forbudt siden 1994: Laver kæmpe ændring

83 kommentarer
Vis kommentarer