FCK-kamp afbrudt efter skandale: Fuld dommer bortvist

En U15-kamp mellem FC København og Slagelse måtte lørdag afbrydes, da opgørets dommer angiveligt var tydeligt beruset

At styre fløjten i en fodboldkamp kan være en vanskelig såvel som ubarmhjertig opgave, og ofte må dommere affinde sig med at komme ufrivilligt i fokus.

Det var også tilfældet lørdag formiddag på Frederiksberg, hvor FC Københavns U15-mandskab skulle i kamp mod Slagelses ditto. Det opgør blev dog en kortvarig affære til at starte med.

For efter bare et minuts spilletid blev dysten mellem de unge talenter midlertidig afblæst, da dommeren angiveligt var for beruset til at dømme. Han blev i stedet bortvist fra grønsværen.

Det fremgår af flere Twitter-opdateringer, hvoraf den en af dem stammer fra en person ved navn Morten Risager, der angiveligt overværede kampen på træningsanlægget.

Også Christian Wilkens, der er scout på FC Københavns School of Exellence og derudover varetager rollen som vært på klubbens fan-radio, har kommenteret episoden på det sociale medie.

Ekstra Bladet har været i kontakt med FC Københavns pressechef Jes Mortensen, der bekræfter, at kampen blev afbrudt, men ellers ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.

Det ligger dog fast, at opgøret blev spillet til ende. Og det takket være en alternativ løsning på dommerproblematikken. Således forlyder det på Twitter, at FC Københavns U17-træner Jacob Neestrup overtog fløjten.

Han kunne så dømme en forestilling, hvor hjemmeholdet endte med at stå tilbage som det med mest af glæde sig over. De unge FCK-spillere sikrede sig således en sejr på 5-1, der blandt andet blev en realitet som følge af et hattrick af Alexander Hjælmhoff.

Overværede du kampen? Tip Ekstra Bladet med informationer på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224.