FCK kan smadre transferrekord: 16-årigt kæmpe talent er jaget vildt

Mohamed Daramy blev for nogle uger siden den yngste målscorer i FCK's historie. Angriberen er et talent ud over det sædvanlige, og blandt andre tyske RB Leipzig viser stor interesse. Én ting kan dog udsætte et salg i 30-40 mio. kr-klassen: Daramy har ikke dansk pas, selv om han er født og har boet hele sit liv i Danmark

Stortalentet Mohamed Daramy er ombejlet. Tyske Red Bull Leipzig vil ifølge Ekstra Bladets oplysninger gerne have den unge FCK-angriber, der kan udløse jackpot i hovedstadsklubben. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Stortalentet Mohamed Daramy er ombejlet. Tyske Red Bull Leipzig vil ifølge Ekstra Bladets oplysninger gerne have den unge FCK-angriber, der kan udløse jackpot i hovedstadsklubben. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Når en spiller på 16 får debut for FC København, ringer klokkerne rundt omkring i Europa.

Talentspejdere fra store europæiske klubber har for længst sat plusser ud for Mohamed Daramys navn, og interessen for den purunge angriber er ikke blevet mindre de seneste uger.

27. september blev han i sin FCK-debut den yngste målscorer nogensinde i klubbens historie, da han 16 år, otte måneder og tyve dage ung kort før tid scorede til 3-0 i pokalsejren over Viby.

Mandag lavede han så begge mål, da københavnerne tabte reserveholdsdysten mod rivalen Brøndby med 2-5.

Mohamed Daramy bekræftede endnu engang, hvad alle, der har kendskab til dansk ungdomsfodbold, har vidst i et stykke tid: At FCK har et talent ud over det sædvanlige rendende rundt på anlægget på Frederiksberg.

Det hele store spørgsmål er, om FCK-tilhængerne også når at juble over Daramy i Parken – eller om han bliver solgt til en stor europæisk klub, inden han fylder 18.

Dyrere end Victor
FC København har inden for de seneste år solgt unge talenter for millioner.

I sommeren 2017 blev den dengang 17-årige Victor Jensen solgt for omkring 26 mio. kr. til Ajax, og i januar skiftede 16-årige Mads Bidstrup FCK ud RB Leipzig.

Den tyske klub betalte omkring 16 mio. kr. for midtbanetalentet, og ligesom i Victor Jensen-handlen har FCK en række klausuler, der kan give dem yderligere indtægter.

De yngste målscorere i FCK’s historie

1. Mohamed Daramy - 16 år, 8 mdr. og 20 dage

2. Kenneth Zohore – 16 år, 8 mdr. og 29 dage

3. Mads Roerslev – 17 år, 4 mdr. og 2 dage

4. Mathias ’Zanka’ Jørgensen – 17 år, 6 mdr. og 8 dage

5. Kenny Thorup – 17 år, 8 mdr. og 16 dage

6. Thomas Delaney – 17 år, 10 mdr. og 19 dage

7. René Tengsted – 17 år, 10 mdr. og 26 dage

8. Mads Westh – 18 år, 2 mdr. og 10 dage

9. Nicklas Røjkjær – 18 år, 3 mdr. og 2 dage

10. Carlo Holse – 18 år, 3 mdr. og 18 dage

Kilde: Nipserstat

Netop RB Leipzig er den klub, der ifølge Ekstra Bladets oplysninger har vist størst interesse for FCK’s stortalent.

Yussuf Poulsens klub følger Daramy tæt, men tyskerne skal grave dybt i foret, hvis de vil have stortalentet.

Angriberen koster væsentligt mere end Bidstrup, og FCK vurderer ham også endnu højere end Victor Jensen.  

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger sigter københavnerne mod et beløb i omegnen af fem mio. euro (ca. 37 mio. kr.), hvis Daramy skal sælges nu.

Dermed kan han blive den dyreste spiller under 18, der nogensinde er solgt fra dansk fodbold.

Døren lukket lige nu
FCK-angriberen har potentialet til at blive Superligaens Alexander Isak.

Svenskeren fik debut for AIK som 16-årig og blev efter en enkelt succesrig sæson i Allsvenskan solgt til Dortmund for omkring 70 mio. kr.

For at Daramy, der for et år siden forlængede sin aftale med FCK, kan havne i samme priskategori kræver det formentlig et Superliga-gennembrud, og konkurrencen i hovedstadsklubben er hård.

Derfor er det sandsynligt, at han bliver solgt, inden han fylder 18, men en ting står lige nu i vejen.

Mohamed Daramy forlængede sidste år sin aftale med FCK. Foto: Instagram
Mohamed Daramy forlængede sidste år sin aftale med FCK. Foto: Instagram

For selv om Mohamed Daramy er født og har boet hele sit liv i Danmark, har han ikke dansk pas.

Hans mor, der stammer fra Sierra Leone, har ansøgt om dansk pas, men som så mange andre må hun sande, at den danske stat ikke ligefrem kaster om sig med rødbedede farvede pas.

Uden et dansk pas er døren lukket for Mohamed Daramy til flere lande og ligaer. Han vil eksempelvis ikke kunne få arbejds- og opholdstilladelse i England.

En sikker gevinst
Derfor arbejder lejren omkring Mohamed Daramy benhårdt på at få pas-situationen til at gå i orden, så et stor salg kan blive en realitet.

Den 16-årige angriber har allieret sig med en af de tunge drenge i den skandinaviske agentverden.

Han er i stald hos den svenske agent Hasan Cetinkaya, der tidligere har sendt store FC København-profiler som Robin Olsen og Daniel Amartey ud i Europa for masser af millioner.

Bejlere til Mohamed Daramy er der nok af, og stortalent ligner en sikker gevinst for FCK.

Enten kommer han til at score kasser for klubben, eller også kommer klubben til at score kassen på ham.

I bedste fald begge dele.

Derfor er Daramy så interessant

1) Afgørende

Daramy kan afgøre fodboldkampe – både som målscorer og oplægger. Han har store individuelle kvaliteter og er fremragende én mod én.

2) Hamrende Hurtig

Den unge angriber, som FCK hentede i Hvidovre for cirka tre år siden, er hamrende hurtigt. Det er en af de ting, som klubber kigger meget på.

3) Teknisk og taktisk stærk

Ud over hurtigheden er Daramy i besiddelse af en rigtig god teknik, og hans taktiske forståelse er også over gennemsnit. Han er en godt skolet angriber.

4) Meget træningsvillig

FC København mener, at de har et talent, der har hele pakken. Det inkluderer en stor træningsvillighed og en lyst til hele tiden at lære og blive bedre.

 

***

 

Passet mangler: En ny Sisto-sag

Da det danske U17-landshold lørdag mødte Tyskland i Wülfrath tæt på Düsseldorf, var det uden Mohamed Daramy.

Landstræner Michael ’Mex’ Pedersen ville uden tvivl gerne have haft FCK’eren med på sit hold, men det danske pas mangler.

Daramy er med inde omkring DBU’s talentcenter-projekt, men kan altså ikke trække i den rød-hvide trøje.

Han har godt nok boet hele sit liv i Danmark, men da hans mor ikke har dansk pas, kan han heller ikke få det endnu.

Daramys mor, der stammer fra Sierra Leone, har ansøgt om dansk statsborgerskab, men processen er langsommelig, og Danmark er i forvejen blandt de sværeste steder i verden at få et statsborgerskab.

Derfor må både Daramy og DBU væbne sig med tålmodighed.

- Vi fik en henvendelse fra ’Mo’ og FC København og gør alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe. Det vil vi altid gerne gøre i sådanne sager.

- Processen er i gang, og lige nu følger vi med fra sidelinjen. ’Mo’ er en dygtig ung spiller, og når han - forhåbentlig snart - får sit pas, vil han indgå på lige fod med alle andre, siger Flemming Berg, talentudviklingschef i DBU, til Ekstra Bladet.

Den nuværende A-landsholdsspiller Pione Sisto måtte vente længe på sit danske pas. Foto: Claus Bonnerup
Den nuværende A-landsholdsspiller Pione Sisto måtte vente længe på sit danske pas. Foto: Claus Bonnerup

Se også: To mand sendt hjem fra landsholdet: Her er de nye

Se også: Modstander fik enorm skideballe: - Alle hørte det - undtagen ham

Han sammenligner Mohamed Daramys situation med den, som Pione Sisto stod i.

Den nuværende A-landsholdsspiller har rødder i Sydsudan og måtte vente længe på sit danske pas og dermed sin landsholdsdebut.

Først da Pione Sisto var 19, fik han sit statsborgerskab, og DBU måtte søge en dispensation fra FIFA for straks at kunne bruge ham på U21-landsholdet.

Et andet stort FCK-talent, den 17-årige venstre back Marcus Korang, er af samme årsag som Mohamed Daramy heller ikke aktuel for Danmark.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Youssef Toutouh har måtte acceptere, at de glæde løndage i FCK er slut. Foto: Claus Bonnerup Sport og Spil Superligaen indefra: AGF-scoop tager kæmpe løndyk

Dame N'Doye jubler sammen med Nicolai Boilesen. Den hjemvendte afrikanske angriber har haft stor succes i FCK - og han scorer stadig højt, når der skal uddeles bøder. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Superligaens bødekasser: Se hvad tis, prutter og snus koster stjernerne

212 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere