FCK-kant forventer ketchupeffekt efter første scoring

Kasper Kusk har sparet på scoringerne i sin første tid i FC København, men fik endelig hul på bylden mod AaB

Kasper Kusk har fået en omtumlet sæsonstart med FCK og har ikke været nogen ubetinget succes. I weekenden kom han dog endelig på tavlen. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
Kasper Kusk har fået en omtumlet sæsonstart med FCK og har ikke været nogen ubetinget succes. I weekenden kom han dog endelig på tavlen. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)

Da Kasper Kusk i sommeren 2014 forlod AaB for at rejse til hollandsk fodbold, var det med et ry som en af Superligaens mest målfarlige midtbanespillere.

Men efter at han for et par måneder siden vendte hjem til Danmark og FC København har det været svært at få øje på den spiller, der lavede 12 mål i sin sidste sæson i AaB.

Se også: AaB-kaptajn er træt af svingende start: Vi er for naive

Søndag eftermiddag fik Kusk dog langt om længe gang i målscoringen, da han kort efter pausen udlignede til 2-2 mod sin gamle klub, og nu regner han med, at de næste scoringer kommer lidt lettere.

- Mit problem har primært været, at jeg ikke har fået scoret så mange mål, men jeg håber, at scoringen mod AaB kan være med til at starte en stime. Der kommer forhåbentlig en ketchupeffekt, siger Kasper Kusk.

Hans første måneder i FC København har været en blandet omgang. Der har været gode perioder ind imellem, men træner Ståle Solbakken har også været ude med kritik af sin nyindkøbte højrekant.

Se også: Uheldig FCK-keeper tager pibekoncert med et skuldertræk

Senest betegnede Solbakken søndag FCK's højre side med Peter Ankersen og Kasper Kusk som "helt død" i første halvleg.

- Og Kusk var dårligere end Ankersen, slog Solbakken fast.

Kasper Kusk selv er klar over, at scoringen mod AaB helst skal have selskab af mange flere.

- Scoringen kan være med til at løse lidt op for mit spil.

- Min styrke ligger i offensiven, og jeg lever af at lave mål og oplæg. Jeg synes, jeg efterhånden falder godt ind i spillet. Målet mod AaB var et godt tegn, siger Kasper Kusk.

20 kommentarer
Vis kommentarer