Det får økonomiske konsekvenser, at FC København efter al sandsynlighed må vinke farvel til ambitionen om at blive dansk mester i denne sæson og derfor ikke har chancen for at kvalificere sig til Champions League.
I torsdagens delårsrapport forventer Parken Sport & Entertainment A/S et resultat før skat på cirka minus 15 til minus 25 millioner kroner for 2015.
Det er en nedjustering i forhold til i årsrapporten for 2014, hvor klubben forventede et resultat før skat på mellem 40 og 50 millioner kroner.
Ændringen til et blodigt rødt regnskab skal ses i lyset af, at københavnerne vil slås på transfermarkedet og opruste i våbenkapløbet.
- Det vurderes ikke længere sandsynligt at indfri den sportslige målsætning for FC København om at vinde det danske mesterskab i sæsonen 2014/2015, lyder det i en meddelelse fra selskabet, der dog samtidig understreger, at man er klar til opruste yderligere for at vende tilbage til toppen af dansk fodbold.
FCK's hovedpine: Derfor melder regnskabet om guld og Champions League
Frygt for FCM-dominans tvinger FCK ud af busken
Således er målet, at man den kommende sæson bliver dansk mester og at man i to ud af fem sæsoner når til Champion League-gruppespillet.
- Det er meget ambitiøse mål, og de kræver en stærk og bred trup at opnå. Vi har i dag et rigtigt godt setup omkring holdet, et rigtigt stærkt hold og den første signing til næste sæson er på plads, men vi vil sikre, at vi kan agere, når muligheden for at styrke holdet yderligere opstår. Vi skal være klar til de udfordringer, der venter og sikre, at rammerne er på plads. Det har vi gjort nu, siger Administrerende Direktør, Anders Hørsholt til fck.dk, mens det i pressemeddelelsen lyder:
- Dette kræver international konkurrencedygtighed i spillertruppen, og Parken Sport & Entertainment har derfor besluttet at øge investeringen i FCK i 2015.
Hvis FC Midtjylland holder forspringet på 12 point og sikrer sig mesterskabet, er det anden sæson i træk, at FCK misser ambitionen om at vinde DM-guld. I sidste sæson vandt AaB det danske mesterskab.