I FC København løber der to store fyre rundt i angrebet, der hedder Federico Santander og Andreas Cornelius. De er begge blevet rygtet væk fra klubben, når sommerens transfervindue går i gang.
Det kan efterlade lidt af et hul i københavnernes angreb, men der skulle stå en cypriot klar til at udfylde det.
Sådan skriver det græske medie Sport 24.
Det er den 24-årige Pieros Sotiriou fra APOEL Nicosia, som FC København skulle have udset sig som transferemne.
- Rygter er, hvad det er, lyder det fra FC Københavns træner, Ståle Solbakken, der ikke engang ved, om en af klubbens nuværende angribere forlader holdet.
- Det kan jeg ganske enkelt ikke sige, lyder det fra nordmanden.
Til rygterne om Sotiriou har Solbakken heller ikke meget at sige.
- Der er rygter næsten hver eneste dag. Forleden var det en belgisk midtbanespiller, og i dag er det en angriber, men vi kan ikke blive ved med at kommentere alle de spillere. Så kan vi ikke lave andet, siger Ståle Solbakken til Ekstra Bladet.
FC København ville ellers få en angriber med en god målnæse. Sotirou har været brandvarm i år og scoret 23 mål i 41 kampe i denne sæson.
Et af disse mål faldt mod FC København i Champions League-kvalifikationen. Se målet i playeren over artiklen.