FCK-profiler skyder med skarpt: En skændsel

Tidlig stenalder: FC København havde det som altid svært på kunstgræsset i Farum og var som altid stærkt utilfredse med underlaget på FC Nordsjællands hjemmebane

FC København fik et enkelt point med fra Farum efter kludret mål i slutminutterne

FARUM (Ekstra Bladet): FC København hader at være i Farum. Og når man ser på statistikken, forstår man det godt.

I Ståle Solbakkens anden regeringsperiode i hovedstaden har københavnerne ikke vundet ude mod FC Nordsjælland, og den primære årsag skal ifølge FCK’erne findes i underlaget.

- Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men fodbold skal spilles på græs. Ingen tvivl om det. Det er tæt på at være en skændsel. Det er en virkelig dårlig bane, sagde Andreas Bjelland efter det underholdende 2-2-opgør i Farum.

Ståle på kunstgræsset i Farum

10. april 2014 FCN-FCK 1-1 (pokal)

27. april 2014 FCN-FCK 1-0

9. november 2014 FCN-FCK 0-0

20. marts 2016 FCN-FCK 2-0

26. februar 2017 FCN-FCK 1-1

5. maj 2017 FCN-FCK 1-1

27. august 2017 FCN-FCK 3-0

21 maj 2018 FCN-FCK 0-0

10. marts 2019 FCN-FCK 2-2

FC Nordsjælland var især efter pausen bedst og spillede det bedste fodbold, og kun en Robert Skov-scoring efter klumpspil ti minutter før tid gjorde, at FCK fik noget med hjem.

De havde det som altid svært på kunstgræsset, selv om de i ugen op til opgøret havde forsøgt at forberede sig ved at træne på det for dem uvante underlag.

- Men det er bare noget helt andet, og du finder ikke to ens kunstbaner, så det er svært at forberede sig til. Et hold, der spiller på kunst hver dag, burde vinde hver eneste kamp.

- Det er en kæmpe fordel for de unge knægte, og det hører ikke fodbold til. Så koldt er det heller ikke her. Det burde kunne lade sig gøre at holde en nogenlunde bane, lød den kontante dom fra Andreas Bjelland, der selv forlod FC Nordsjælland, umiddelbart inden klubben gik over til kunstgræs.

Artiklen fortsætter under billedet.

Andreas Bjelland er bestemt ikke fan af kunstgræsset. Foto: Lars Poulsen
Andreas Bjelland er bestemt ikke fan af kunstgræsset. Foto: Lars Poulsen

Heller ikke Viktor Fischer befandt sig ret godt på underlaget i Farum.

FCK-angriberen fik ellers flere gode muligheder, men hverken afslutninger eller afleveringer sad, og ingen tvivl om at han ser frem til igen at få græs under støvlerne.

- Det er svært at spille mod FC Nordsjælland her, for de er så dygtige og vant til det. Alle hold har det svært heroppe, og jeg har en helt klar holdning til det, sagde Viktor Fischer, der dog valgte at holde den for sig selv.

FCK-manager Ståle Solbakken havde også en helt klar holdning og havde som altid ingen problemer med at lufte den:

- Det er en anden sport. De er skarpere, fordi de ved, hvordan de skal håndtere underlaget.

Ståle Solbakken er heller ikke glad for underlaget i Farum. Foto: Lars Poulsen
Ståle Solbakken er heller ikke glad for underlaget i Farum. Foto: Lars Poulsen

Nordmanden roste både FC Nordsjælland og sit eget hold for at have leveret en god fodboldkamp, men selve scenen for forestillingen var han stærkt utilfreds med.

- Der er en grund til, at Ajax, PSV og Feyenoord ikke låner spillere ud til hold, som spiller på kunstgræs. Der er en grund til, at der ikke bliver solgt spillere af betydning fra Norge. Der er for mange kunstgræskampe.

- Det er en grund til, at man rundt omkring taler om, hvorvidt kunstgræs skal forbydes. For ti år siden sagde alle, at det ville blive helt det samme som græs, men det er tidlig stenalder nu, sagde Ståle Solbakken efter det hårdt tilkæmpede point.

Det kan vise sig at blive afgørende i mesterskabskampen – og også for FC Nordsjællands muligheder for at komme i slutspillet.

Begge dele er de nok ganske tilfredse med i FC København!

Se også: Brøndby på pinebænken efter dramatisk målfest

Se også: AaB åbner checkhæftet: Køber stjerne fri

Se også: FCK smed point i fantastisk målshow

Se også: Stort interview: Skov og Skov sætter ligaen i brand

143 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere