FCK slår 25 år gammel rekord: - Det er helt sindssygt

Da FC København spillede 1-1 mod Dynamo Kiev torsdag aften, slog de danske mestre en ganske imponerende rekord

Highlights: FCK kæmpede sig til det ene point i Ukraine. Video: Discovery Networks Danmark

Det var 24. kamp i træk, at københavnerne lukkede ét eller færre mål ind i en europæisk kamp, og derfor har de nu overgået AC Milan, som tilbage i midten af 1990'erne klarede den bedrift 23 kampe i træk.

Det er altså en 25 år gammel rekord, som gælder på tværs af alle europæiske turneringer gennem 65 år, som FC København har slået, og det er noget som vækker stolthed hos træner Ståle Solbakken.

FCK's mandskab leverede en bundsolid indsats i Ukraine. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix.
FCK's mandskab leverede en bundsolid indsats i Ukraine. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix.
 

Han vidste ikke noget om rekorden før efter kampen, men her fortalte han til FC Københavns hjemmeside, at den bekræfter ham i, at der bliver gjort et godt stykke arbejde i klubben.

- Det er en helt sindssyg rekord. Jeg vidste ikke noget om det før kampen, det var først da Johan Lange (teknisk direktør, red.) fortalte mig om det bagefter. Men det viser jo bare, at vi har gjort mange ting rigtigt, og det er jo en del af vores identitet, at vi er svære at score mål på. Det er derfor, vi når de resultater vi gør, siger Solbakken og fortsætter:

- Det er fantastisk, men nærmest også surrealistisk, at vi kan sætte sådan en rekord efter 65 år med europæisk fodbold. Og netop i en kamp som den i aften (i går, red.) viser vi det på en fornem måde, for selv om vi kommer bagud lige efter pausen, så går vi ikke i panik eller ændret på konceptet, og kampen igennem holder vi dem nede på meget få chancer.

FC København får mulighed for at udbygge sin flotte rekordstime om cirka to uger, når Dynamo Kiev kommer på besøg i Parken i den danske hovedstad.

Se også: FCK-fans hyldede modstander: - Jeg elsker København

Se også: Ståle tændte af efter triumf: - Jeg fatter det ikke!

Se også: Malmö FF slår Lugano og ånder FCK i nakken

209 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere