FCK smed sejren mod Randers

Nicolai Jørgensen lignede længe en matchvinder i Parken – så sendte Randers DjibyFall på banen

Andreas Cornelius og FCK tabte to point, da Randers fik 1-1 i Parken. (Foto: Lars Poulsen)
Andreas Cornelius og FCK tabte to point, da Randers fik 1-1 i Parken. (Foto: Lars Poulsen)

PARKEN (Ekstra Bladet): Er der to, der ikke står sammen i dansk fodbold, er det FC København og Brøndby.

Alligevel må man formode, at der sent søndag aften blev sendt et par venlige tanker fra den københavnske vestegn til Østerbro, for med det, der lignede en FCK-sejr på 1-0 over Randers FC, ville Brøndby, der tidligere søndag vandt 1-0 i Slagelse over FC Vestsjælland, pludselig komme à point med Randers på Superligaens tredjeplads.

Bronzemedaljerne så således mere realistiske, end de havde gjort på noget tidspunkt tidligere i sæsonen, men Thomas Frank og co. måtte forblive i drømmen om at kunne takke Nicolai Jørgensen for den delte tredjeplads.

Se også: Degraderet FCK-stjerne: Må tro på min chance

Landsholdsspilleren, der er med i Morten Olsens trup til de kommende kampe mod USA og Frankrig, så længe ud til at score kampens eneste mål fire minutter efter pausen i et opgør, der blev spillet i bidende kulde og tilmed var mere end almindelig chancefattigt.

Fra kanten af straffesparksfeltet brugte Jørgensen venstrefoden til klappe bolden fladt ind bag Kalle Johnsson i Randers-buret.

Se Jørgensens kasse her:

Randers, der mest levede på hurtige omstillinger, havde deres fine forsøg undervejs, men rigtig farligt blev det først 20 minutter før slutfløjtet, da Viktor Lundbergs forsøg tæt under mål ramte opstanderen til højre for den sprællende Stephan Andersen.

Se også: Randers FC forlænger med profil

I mangel af power i frontkæden smed Colin Todd det senegalesiske kraftværk Djiby Fall på banen. Det var en fornuftigt idé, for afrikaneren skulle ikke bruge mange minutter, før han havde udlignet, da Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Tom Høgli i fællesskab ikke så for heldige ud, da de ville cleare den lange fremlægning.

Med pointtabet er FCK 11 point efter FCM med 11 runder tilbage af sæsonen. Samtidig holder Randers med det uafgjorte facit i Parken Brøndby bag sig. Kronjyderne er nummer tre, de blå-gule fra vestegnen er nummer fire.

54 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere