FCK-spillere gik ned i løn - bare ikke formanden

Parkens bestyrelse gik ned i løn, men bare ikke Bo Rygaard - han fastholdt sig honorar på 1,4 mio. kr., fordi han har haft et travlt år

Bo Rygaard var ikke solidarisk med spillerne og trænerne, der alle gik 20 procent ned i løn sidste forår i to måneder. Han fik sit faste formandshonorar på 1,4 mio. kr. Foto: Jonas Olufson.
Bo Rygaard var ikke solidarisk med spillerne og trænerne, der alle gik 20 procent ned i løn sidste forår i to måneder. Han fik sit faste formandshonorar på 1,4 mio. kr. Foto: Jonas Olufson.

Parken landede i fredags et regnskab med et underskud på 229,4 mio. kr., hvilket var det dårligste resultat siden 2009.

Et kritisk år for koncernen, der blev hårdt ramt af corona-krisen.

Derfor måtte Parken også i 2020 tage utraditionelle metoder i brug, da krisen begyndte.

Parkens afgående formand, Bo Rygaard, hyldede fællesskabet og sammenholdet i den kritiske situation sidste forår, hvor FC København som den første klub i Superligaen fik medarbejderne til at gå 20 procent ned i løn i en periode over to måneder, da corona-pandemien ramte oplevelsesindustrien.

Det var en beslutning, der blev truffet i overensstemmelse med klubbens store aktionærer og bestyrelsesformand Bo Rygaard.

Det var et nødvendigt skridt midt i en global krise, forstod man.

Bo Rygaard, der her ses ved præsentationen af Jess Thorup som ny cheftræner. Parkens formand har ikke udvist solidaritet med spillerne og trænerstaben ved at reducere i sit honorar under corona-krisen. Foto: Lars Poulsen.
Bo Rygaard, der her ses ved præsentationen af Jess Thorup som ny cheftræner. Parkens formand har ikke udvist solidaritet med spillerne og trænerstaben ved at reducere i sit honorar under corona-krisen. Foto: Lars Poulsen.

I april og maj var der lønreduktion til spillere, trænerstab og sportslig ledelse, men samme solidaritet udviste formand Bo Rygaard langtfra.

Bestyrelsen besluttede godt nok at udvise solidaritet og gå lidt ned i løn, men formandens honorar forblev uændret, fordi han har haft travlt i 2020.

Får 1,4 mio. kr. i honorar
Af Parkens årsregnskab for 2020 fremgår det, at formandshonoraret er opgjort til 1,4 mio. kr.

I øvrigt det højeste i Superligaen. Det faste honorar har Bo Rygaard fået hvert år siden sin tiltrædelse i 2015 i selskabet.

Formanden har på ingen måder taget andel i den kollektive nedgang i lønnen for at vise solidaritet med spillerne, trænerstaben og den sportslige sektor.

Det var ellers fine ord, der kom fra Bo Rygaard, da FC København 31. marts sidste år meldte ud:

- Vi sætter stor pris på, at spillerne og den sportslige ledelse i klubben har valgt det her skridt for at give klubben bedre og mere bæredygtige forudsætninger i en vanskelig periode.

- Det viser, at vi står sammen om at komme sikkert igennem en kritisk situation og stå stærkere på den anden side, sagde Bo Rygaard.

Storaktionær Lars Seier var også glad for den velvilje, som spillere og trænere viste ved at gå ned i løn i to måneder. Men formanden beholdt sit fulde honorar i 2020. Foto: Lars Poulsen.
Storaktionær Lars Seier var også glad for den velvilje, som spillere og trænere viste ved at gå ned i løn i to måneder. Men formanden beholdt sit fulde honorar i 2020. Foto: Lars Poulsen.

Lars Seier hyldede også initiativet:

- Alle fodboldklubber og virksomheder er lige nu i en periode med stor usikkerhed. Derfor giver det god mening at være mest muligt på forkant. Det her tiltag fra spillerne og den sportslige stabs side viser, at vi alle har det samme mål: At få FCK bedst muligt gennem den her tid, så vi kan kaste al energi ind i at jagte succes, når fodbolden igen ruller, siger Lars Seier Christensen.

Stort arbejdspres er årsagen
Parken Sport & Entertainment stiller ikke op til interview om sagen, men i en skriftlig kommentar hedder det:

'Hele bestyrelsen valgte at gå ned i honorar solidarisk, men her omkring årets udgang blev det besluttet, at man på grund af det ekstraordinære arbejdspres på grund af pandemien og følgerne af den i 2020 ville fastholde det aftalte niveau for Bo Rygaard, hedder det i en udtalelse fra Parken.

Af årsregnskabet fremgår det, at menige bestyrelsesmedlemmer som Benny Olsen, Karl Peter Korsgaard Sørensen og Erik Skjærbæk fik 125.000 kr. i honorar i 2019. Det blev i 2020 reduceret med cirka 10 procent til 113.000 kr.

Bestyrelsesformand Bo Rygaard har ikke reageret på Ekstra Bladets henvendelser.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

I weekenden blev en FCK-bus malet blå og gul maling før derbyet mod Brøndby.