FCK-stjerne fik rødt kort efter jubel: - Dommeren får sikkert ros

FCK-anfører Zeca fik sit andet gule kort, fordi han jublede for voldsomt i hegnet foran de københavnske fans. Det fik manager Ståle Solbakken til at efterlyse fingerspidsfornemmelse hos kampens dommer

Denne jubel kostede FCK-anfører Zeca en advarsel og dermed rødt kort. Foto: Regis Duvignau/Ritzau Scanpix
Denne jubel kostede FCK-anfører Zeca en advarsel og dermed rødt kort. Foto: Regis Duvignau/Ritzau Scanpix

BORDEAUX (Ekstra Bladet): Først jublede han, så blev han smidt ud.

Slutfasen på Europa League-opgøret mellem Bordeaux og FC København var hektisk og allermest for FCK-kaptajn Carlos Zeca.

Han jublede ifølge den israelske dommer Roi Reinshreiber lidt for meget, da Robert Skov sikrede FCK 2-1-sejren to minutter inde i tillægstiden og fik derfor ikke lov til at fuldføre kampen.

Da Zeca var kommet ned fra hegnet efter at have jublet med de ekstatiske FCK-fans, blev han præsenteret for sit andet gule kort og måtte dermed gå den tunge gang ud af banen.

FCK-manager Ståle Solbakken tilgav dog hurtigt sin anfører og rettede i stedet sin irritation mod dommer Reinshreiber, der ikke havde sin bedste aften i Bordeaux.

- Jeg synes, at det er dårligt af dommeren. Du må have lidt fingerspidsfornemmelse. Han får sikkert ros af sin bedømmer for at have fulgt bogen, men…, sagde Ståle Solbakken.

Zeca jublede i bedste græker-stil ved at kravle op i hegnet bag målet, hvor FCK-tilhængerne var placeret. Og det blev altså for meget for den israelske dommer.  

- Jeg tror ikke, at nogen på hele stadion havde tænkt ’hvorfor får han ikke gult kort for det?’. Men du kan sikkert finde det i en lærebogssætning, sagde Ståle Solbakken, der dermed må undvære sin anfører i hjemmekampen mod Slavia Prag om tre uger.

- Vi klarede os uden Viktor Fischer i dag, og vi må klare os uden Zeca næste gang, sagde Ståle Solbakken.

Både William Kvist og Ján Gregus startede inde mod Bordeaux, så nordmanden er ganske godt besat på den centrale midtbane.

Og så må Zeca for en aften nøjes med at juble på den anden side af hegnet.

Se også: FCK-helt må ud på bænken igen: - Ærgerligt at vide

Se også: Stor europæisk triumf - FCK sejrede i kæmpe drama

Dame N'Doye jubler sammen med Nicolai Boilesen. Den hjemvendte afrikanske angriber har haft stor succes i FCK - og han scorer stadig højt, når der skal uddeles bøder. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Superligaens bødekasser: Se hvad tis, prutter og snus koster stjernerne

65 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere