FCK-stjerne til 'sygeeksamen'

Ståle Solbakken vil i løbet af de kommende uger afgøre, hvorvidt kontrakten med Dame N'Doye skal forlænges. Den 35-årige angriber med de slidte knæ skal bevise sig på træningsbanen

Sæsonen er ovre for N'Doye, fastslog Solbakken allerede i april, og nu skal det altså afgøres, om han har endnu en FCK-sæson i sig. Video: Discovery Networks Danmark.

Dame N'Doyes FCK-fremtid afgøres i løbet af de kommende uger.

Den 35-årige angriber skal på træningsbanen overbevise Ståle Solbakken og FC Københavns medicinske stab om, at hans knæ har en sæson mere i sig.

N'Doye har i denne sæson været igennem to knæoperationer - den seneste tilbage i slutningen af april.

Knæene er slidt, men angriberen håber, at det seneste indgreb gør, at han kan spille en sæson mere.

Hans kontrakt udløber om en måned, og selvom hans betydning de seneste sæsoner har været enorm, udløser det ikke bare automatisk en kontrakt.

I forbindelse med søndagens kamp mod FC Midtjylland opfordrede FCK-tilhængere på et stort banner Ståle Solbakken til at forlænge med den afrikanske fanfavorit og den ligeledes populære Ragnar Sigurdsson, men det er langtfra sikkert, at de får deres vilje.

På et banner opfordrede FCK-fans klubben til at forlænge med N'Doye og Sigurdsson. Foto: Gisle Thorsen
På et banner opfordrede FCK-fans klubben til at forlænge med N'Doye og Sigurdsson. Foto: Gisle Thorsen

- Nu er det her ikke en klub, der er bygget på sentimentalitet. Der vil altid komme en udløbsdato for alt. Hvis hans knæ ikke fungerer til topfodbold, så har vi ikke penge til at lønne ham. Det må jo fungere, siger Ståle Solbakken.

Dame N'Doye har kun i meget begrænset omfang været på træningsbanen med holdkammeraterne den seneste tid, men i de kommende uger vil han blive udsat for en hårdere og hårdere belastning.

- Mentalt er han 100 pct. indstillet på, at det skal gå godt. Han har trænet godt de sidste to-tre uger, men der er et stykke igen.

- Han skal bruge sit knæ hårdt, og hvis det svulmer op som en ballon hver gang, er det svært at gemmeføre.

- Er de næste 14 dage afgørende?

- De næste 14 dage-tre uger.

- Træffer du en beslutning inden for de uger?

- Ja, det skal vi, siger Ståle Solbakken.

Dame N'Doye var senest på banen, da FC København sendte Celtic ud af Europa League tilbage i februar.

Han har i denne sæson blot spillet 12 Superliga-kampe, men er alligevel oppe på otte scoringer og fire assist.

43 kommentarer
Vis kommentarer