FCK-stjerne udsætter bryllup

Rasmus Falk skulle have været gift i starten af juni, men corona-krise og en fyldt fodboldkalender betyder, at brylluppet må vente til næste sommer

FCK's Rasmus Falk må formentlig vente til næste sommer på at kunne holde sit bryllup. Foto: Lars Poulsen.
FCK's Rasmus Falk må formentlig vente til næste sommer på at kunne holde sit bryllup. Foto: Lars Poulsen.

FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Brylluppet er udsat, heldigvis ikke aflyst!

FC Københavns Rasmus Falk skulle 5. juni have været gift med Jacqueline Østergaard, men parret har været tvunget til at udskyde den lykkelige begivenhed.

For det første er der corona-restriktioner, for det andet en fyldt fodboldkalender.

- Det er ærgerligt. Det var noget, som vi havde set frem til, og som mange andre også havde glædet sig til, fornemmer vi.

- Det var selvfølgelig en rigtig stor ting for os, men i forhold til, hvad andre folk har mistet, og hvad denne krise har kostet, er det en lille ting, siger Rasmus Falk til Ekstra Bladet.

Rasmus Falk er glad for, at den kendte fodboldhverdag så småt er ved at indfinde sig i FCK. Foto: Lars Poulsen
Rasmus Falk er glad for, at den kendte fodboldhverdag så småt er ved at indfinde sig i FCK. Foto: Lars Poulsen
 

Fynboen har dannet par med Jacqueline Østergaard i omkring syv år, men de må altså vente lidt endnu, før de får papir på hinanden.

- Vi vil gerne gøre det helhjertet i forhold til alt, hvad der hører med i forbindelse med et bryllup. Vi har ikke sat dato på endnu, men det bliver nok næste sommer, siger den 28-årige fynbo, der får et ekstra hektisk program den kommende tid.

Superligaen skal spilles færdig inden udgangen af juli. Derefter venter europæiske opgaver københavnerne, inden den nye sæson går i gang i slutningen af august.

Der bliver ikke meget sommerferie, og vinterferien bliver muligvis heller ikke så lang som normalt, da Superligaen planlægger at spille langt ind i december og starte tidligt op i 2021, da en EM-sommer venter.

Rasmus Falk, der er noteret for en enkelt landskamp helt tilbage i efteråret 2013, havde ikke EM i tankerne, da han planlagde sit bryllup.

Han var aldrig inde i landsholdsvarmen i Åge Hareides regeringstid. Han blev i 2016 udtaget til nordmandens trup, men fik ikke spilletid under Hareide.

Nu kan han håbe at få chancen under Kasper Hjulmand, og skulle det ske, kan det paradoksalt nok ende med en bryllupsudsættelse mere.

Rasmus Falk fik i 2013 chancen på landsholdet under Morten Olsen. Det er dog foreløbig kun blevet til den ene kamp på Malta. Foto: Lars Poulsen
Rasmus Falk fik i 2013 chancen på landsholdet under Morten Olsen. Det er dog foreløbig kun blevet til den ene kamp på Malta. Foto: Lars Poulsen

Lige nu er der dog hverken landshold eller bryllup, der optager tankerne hos den kreative FCK'er.

Han er bare glad for igen at have noget, der minder om en normal fodboldhverdag hos de danske mestre.

Godt nok er omklædningsrummet stadig lukket land, men på selve træningsbanen har normaliteten efterhånden indfundet sig efter et en lang ufrivillig corona-pause.

- Det har været en speciel tid, men bare det, at vi har kunnet mødes i mindre grupper, har betydet meget.

- Særligt for de udenlandske spillere, der ikke lige har familien tæt på eller vennerne i bygningen ved siden af. Det har været rart at vi lige kunne se hinanden i øjnene, selv om det var på afstand, siger Rasmus Falk.

FC København spiller først kamp efter corona-pausen 1. juni ude mod Lyngby.

De afslutter grundspillet med en hjemmekamp mod Randers FC 7. juni - to dage efter Rasmus Falk egentlig skulle have været gift.

Frygtelig optakt: To skader i træningskamp

Messi ikke bekymret for coronavirus

Tøffe jubler: - Foregangsmænd