FCK under voldsomt pres: Ny nedjustering truer

Hvis FCK ikke kommer i Europa Leagues gruppespil, vil Parken være tvunget til en nedjustering. Koncernen risikerer et 2020-minus på en kvart milliard kr.

Hvordan står det til med magtbalancen i dansk fodbold? Klaus Egelund tager temperaturen på duellen mellem FCM og FCK. Billeder/Produktion: Ritzau Scanpix/Maya Westander

Der er mindst 60 mio. kr. på spil for FC København i Parken i aften.

De kriseramte sølvvindere jagter klubbens 14. europæiske gruppespil på 15 sæsoner, og det er ikke kun den svage start i Superligaen, der gør, at de er under et voldsomt pres før opgøret mod kroatiske Rijeka.

Parken Sport & Entertainment lider voldsomt under coronakrisen, og det er nu op til Ståle Solbakkens mandskab at sætte et lille plaster på det åbne sår.

Koncernen har budgetteret med 50 mio. kr. fra et gruppespil i Europa League. Kikser det, vil koncernen være tvunget til at lave endnu en nedjustering.

I begyndelsen af august nedjusterede Parken sine forventninger til 2020 kraftigt. Dengang lød det, at man forventede at komme ud af 2020 med et underskud på 150-200 mio. kr.

Uden Europa League-deltagelse resten af året kan koncernen meget vel ende med at tabe over en kvart milliard kroner i år, da coronaen fortsat har en stor påvirkning på Parken Sport & Entertainments aktiviteter.

Sådan er regnestykket

Startpenge i Europa League: 22 mio. kr.

Koefficientbonus: 19 mio. kr. *

TV-penge fra market pool: 19 mio. kr. **

I alt: 60 mio. kr.

* Beløbet kan blive højere. Det afhænger af, hvilke klubber der ender i gruppespillet. FCK har lige nu 36 andele af ca. 530.000 kr. Den bedst rangerede klub, Arsenal, har 48 andele og får 25,5 mio. kr.

** Beløbet fra den såkaldte market pool er et estimat. I sæsonen 2018/19 fik FCK 18 mio. kr. fra den pulje.

FC København har allerede sikret sig fire mio. kr. i Europa League-kvalifikationen.

En sejr i gruppen belønnes med 4,25 mio. kr., mens en uafgjort som tommelfingerregel vil giver det halve.

 

Siden 2006 har FCK kun misset et europæisk gruppespil, da de i 2015 røg ud til tjekkiske Jablonec i Europa League-kvalifikationens tredje runde.

Dagen efter nederlaget meddelte Parken fondsbørsen, at forventningerne til regnskabsåret var nedjusteret.

Spørgsmålet er også, hvad et eventuelt europæisk farvel betyder for Ståle Solbakkens trup.

Nordmanden vil gerne forstærke holdet med en kantspiller, inden transfervinduet mandag smækker i, og det vil hjælpe hans sag voldsomt, hvis FCK er i Europa og kan sætte over 50 mio. kr. ind på kontoen.

FCK håber, at Kamil Wilczek fortsætter med at score. Polakken er noteret for fem mål i sine første fem FCK-kampe. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
FCK håber, at Kamil Wilczek fortsætter med at score. Polakken er noteret for fem mål i sine første fem FCK-kampe. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Københavnernes kontinuerligt gode præstationer på den europæiske scene betyder, at de vil være i øverste seedningslag, hvis de sender Rijeka ud.

FC København vil dermed undgå storklubber som Arsenal, Napoli og Benfica, når der fredag trækkes lod til gruppespillet.

Rijeka på FCK-menuen - har solgt topscoreren

Klubben kort: Rijeka har de seneste sæsoner været førsteudfordrer til suveræne Dinamo Zagreb. Siden 2005/06 har hovedstadsklubben vundet mesterskabet hver sæson med undtagelse af 2016/17, da Rijeka vandt sit første og hidtil eneste mesterskab.

Rijeka har vundet den kroatiske pokalturnering seks gange - senest i sidste sæson.

Europæiske meritter: Klubben fra byen ved Adriaterhavets kyst er fast europæisk deltager. I både 2013/14 og 2014/15 kvalificerede de sig til gruppespillet i Europa League og spillede i de sæsoner 12 europæiske hjemmekampe på stribe uden nederlag.

De var senest i gruppespillet i 2017. De senest sæsoner er de blevet sendt ud af Sarpsborg og Gent.

Sådan kvalificerede de sig: Rijeka vandt den kroatiske pokalturnering. I ligaen blev de nummer tre og var kun et par point fra en plads i Champions League-kvalifikationen.

Aktuel form: Klubben har haft en meget jævn start på sæsonen. De har vundet deres to hjemmekampe, men tabt udekampene til Lokomotiva Zagreb (0-1) og Osijek (0-3).

Det giver dem en placering midt i rækken. Deres kamp i weekenden blev udsat.

Vejen til FCK-mødet: Som pokalvinder trådte de ind i 3. kvalifikationsrunde, hvor de sidste torsdag på hjemmebane slog ukrainske Kolos Kovalivka 2-0 efter forlænget spilletid.

Ellers noget? Rijeka solgte for halvanden uge siden sidste sæsons ligatopscorer Antonio Colak til græske PAOK.

I stedet har man lejet U21-landsholdsangriberen Sandro Kulenovic i Dinamo Zagreb. Han har spillet ungdomsfodbold i Juventus.

Pione Sisto på banen mod Slavia Prag onsdag aften. Foto: Claus Bonnerup Champions League Sisto efter triumf: Hva fanden skal jeg i FCK?

212 kommentarer
Vis kommentarer