FCK's guldfugl foran stor lønstigning

FC København vil forlænge kontrakten med 18-årige Victor Kristiansen, der kan se frem til en stor lønstigning. Det er under et år siden, at han forlængede sidst, men siden har backen fået sit gennembrud, og det skal belønnes

FCK's guldfugl foran stor lønstigning

Hør Victor Kristiansen fortælle om samarbejdet med Mohamed Daramy på venstrekanten

Det er gået stærkt for Victor Kristiansen – og nok også stærkere end han selv og FC København havde regnet med.

Den 18-årige venstre back er i løbet af det seneste halve år braget igennem i Superligaen, og nu vil københavnerne sikre sig, at den blonde guldfugl ikke forlader reden for tidligt.

- Selvfølgelig skal vi have forlænget med Victor, siger FCK-træner Jess Thorup til Ekstra Bladet.

- Hvornår går I i gang med kontraktforhandlingerne?

- Det ved jeg ikke ... men jo, jeg ved, at der har været snak om det. Så selvfølgelig er vi i gang med det. Victor er en af dem, vi skal have kigget på, og jeg ved, at de er i gang, siger Thorup.

Sportsdirektør Peter Christiansen holdt efter transfervinduets lukning en miniferie, men er tilbage nu.

En af hans vigtigste opgaver den kommende tid bliver at få forlænget aftalen med U21-landsholdsspilleren, der har sat sig solidt på pladsen som venstre back i hovedstaden.

Victor Kristiansen har aldrig spillet andre steder end i KB og FCK. Foto: Henning Hjorth
Victor Kristiansen har aldrig spillet andre steder end i KB og FCK. Foto: Henning Hjorth

Det er under et år siden, at Victor Kristiansen senest forlængede med FCK. Kort før jul underskrev han en aftale, der gælder frem til 31. december 2023.

Victor Kristiansen var lige fyldt 18 på det tidspunkt, så FCK kunne have givet ham en femårig kontrakt.

Men i lighed med de dengang 17-årige Valdemar Lund og Rasmus Højlund fik han kun en kontrakt af tre års varighed i julegave.

Derfor er FCK også under et vist pres for at få forlænget.

Til sommer har Kristiansen halvandet år tilbage, og han er på observationslisten hos flere europæiske klubber.

Ekstra Bladet kunne kort før transfervinduets lukning fortælle, at Club Brugge viste interesse, men som Peter Christiansen tørt konstaterede over for Canal 9:

- Ham har Club Brugge slet ikke råd til.

Victor Kristiansen kan se frem til en kæmpe lønstigning, hvis - eller nok rettere når - han sætter sin signatur på en ny FCK-kontrakt.

Den aftale, han skrev under på før jul, sikrede ham en løn, der er højere end en sygeplejerskes (med tillæg!).

Men den er ikke i millionklassen, selvom der typisk i sådanne kontrakter er indbyggede lønstigninger, når spilleren passerer et vist antal kampe.

Victor Kristiansen har siden debuten i november spillet 28 kampe for FC København, og en ny kontrakt vil også afspejle dette.

- Når de unge spiller, skal de også have som fortjent, siger Jess Thorup.

Ekstra Bladet lavede tidligere på året et stort interview med Victor Kristiansen. Det kan du læse her.