Fischer driller FCM: 'Den skal de tage med BS'

FCK-profilen var i højt humør efter magtdemonstrationen mod FC Midtjylland

PARKEN (Ekstra Bladet): - Nu smager det af noget!

Viktor Fischer stod med et skævt smil efter udklasseringen af FC Midtjylland i Parken.

Godt nok kom FCK-profilen ikke selv på scoringstavlen, men det levede han fint med efter holdets klart bedste præstation i dette forår.

- Vi dominerede i 75 ud af 90 minutter, og det er det, der skal til for at slå FC Midtjylland. Der er stadig seks kampe igen, men lige nu har vi det rigtig rart, sagde Viktor Fischer, der ikke havde noget bud på, hvordan de havde det i gæsternes omklædningsrum:

- Hvordan Midtjylland har det, den skal de tage med 'BS'…

Stærkere end forventet
FC København havde på annonceret, at de ville gå til angreb, selvom de på papiret bedst kunne leve med en uafgjort.

De holdt ord og greb fra start kampen offensivt an.

- Vi viser, at vi er bedre end de er p.t. Og vi fik også vist, at vi er markant bedre. Det skal vi leve op i de kommende kampe, lød det fra Fischer, der uddelte en stor buket verbale roser til kampens bedste spiller, tomålskytten Dame N’Doye:

- Jeg forventede ikke det, som han har leveret i denne sæson. Han har været stærkere, end folk havde forventet, men har også spillet sig op og er blevet bedre og bedre.

- Han skal gå meget ned i niveau, hvis ikke han skal blive forårets profil i Superligaen.

Også FCK-manager Ståle Solbakken roste den senegalesiske skarpretter, der nu er oppe på 102 scoringer i den hvide trøje:

- Om han er den bedste angriber i Superligaens historie? Ja, det er jo Ebbe Sand og N’Doye, der er de to, der slås om det.

- Men det, man skal huske, er, at da Ebbe Sand var den bedste angriber, vandt jeg kåringerne og var den bedste spiller i ligaen.

Lige nu er nordmanden også den bedste træner i ligaen. Igen.

Se også: Ydmyget i Parken: Tillykke med guldet!

Se også: 'Bandekrigen' fortsætter i Parken

Se også: Nyt kiks: Brøndby langt fra bronzen

41 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere