Flere klubber har henvendt sig: Nu er Solbakken ombejlet igen

FC Københavns præstationer har gjort Ståle Solbakkens navn varmt igen. Men han forventer at blive i FC København frem til sommeren 2018 - og måske længere

Der har været masser af spekulationer om Ståle Solbakkens fremtid henover de seneste måneder, men tidligere i denne uge slog nordmanden fast, at han ikke skal være norsk landstræner i denne omgang.

I stedet kan nye spekulationer gå i gang. Hvor længe fortsætter Ståle Solbakken som manager for FC København? Nordmanden har kontrakt med klubben frem til sommeren 2018, og selvom parterne har indledt dialogen om en mulig forlængelse, er intet på plads endnu.

Oven på det fornemme efterår i Champions League og Superligaen er Solbakken også blevet et interessant navn for andre klubber, men selvom han har modtaget henvendelser uden for Skandinavien, tager nordmanden situationen afslappet.

- Der er altid sådan, når man kvalificerer sig til Champions League-gruppespillet og gør det godt. Uanset om man er spiller eller træner; eller behandler. Hvis man er fra en lille nation og tager ni point i gruppespillet, bliver man interessant for andre klubber. Der var også forespørgsler til mig, men det har ikke noget med mig at gøre. Det er naturens lov.

- Der har aldrig været flere henvendelser på vores spillere end i efteråret. Det var de samme spillere, som var i klubben året før, men da spillede vi ikke i Europa. De er blevet bedre, men ikke så meget bedre, at interessen skulle blive så meget større. Den turnering er verdens mest fornemme på alle parametre, siger Ståle Solbakken.

Foto: Stine Tisvilde
Foto: Stine Tisvilde

Han regner dog med at blive i FC København mindst frem til 2018, for han har ikke til hensigt at bryde sin aftale med klubben.

- Man kan aldrig sige noget hundrede procent. Jeg trives meget godt her, og det sagde jeg også til Norge. Jeg har kontrakt med FCK frem til sommeren 2018, og det er forudsætningen for et samarbejde. Længere er den ikke, siger Solbakken.

Dialogen med FC København er endnu ikke nået så vidt.

- Vi havde den første snak, da vi lige var kommet i Champions League. Jeg trives vældig godt her. Det har jeg hele tiden sagt. Det er, som det er med alle forhandlinger, men det er specielt, når det er min egen klub. Jeg har lavet en tre-årig kontrakt, og nu er der gået 18 måneder. Da vi havde den første snak, var der kun gået 14 måneder. Vi spillede kampe hver tredje dag i efteråret, så snakken har ikke rigtig taget fart, siger Solbakken.

Han genfortæller samtidig forløbet omkring samtalerne med det norske fodboldforbund.

- Jeg blev spurgt før jul, om jeg kunne komme til en samtale med NFF. Den kunne ikke vare længe, for jeg skulle på ferie, men da jeg kom tilbage, spurgte de om, hvordan jeg stillede mig i forhold til mulighederne for at blive norsk landstræner. Vi havde to møder, for det havde været toparrogant af mig at sige nej til at mødes, når det er mit land, der vil diskutere fremtid og fodbold med mig. Jeg har 18 måneder tilbage af min kontrakt, og jeg har aldrig haft til hensigt at bryde min aftale med FCK. Vi kortlagde de mulige fremtidsscenarier for mig, og efter vi havde diskuteret det, blev vi enige om at lægge bolden død. De går videre med de andre kandidater, siger Ståle Solbakken.

Se også: Sløret løftet: Her er Ståles fremtidsplaner

Se også: Godt købmandskab? Så billigt hentede FCK stjernefrøet

Se også: Her er Zankas fremtidsdrømme

25 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere