Fransk medie: FCK forhandler om landsholdsspiller

Den tidligere AaB'er Nicolaj Thomsen kan efter blot syv måneder i den franske klub Nantes være på vej hjem til Superligaen, hvor FCK står klar

Nicolaj Thomsen er gledet ud i kulden i Nantes og kan være på vej til FC København. Foto: All Over Press
Nicolaj Thomsen er gledet ud i kulden i Nantes og kan være på vej til FC København. Foto: All Over Press

FC København er klar til at spille med transfermusklerne igen.

Selv om FCK-manager Ståle Solbakken efter købet af Uros Matic egentlig havde lukket københavnernes transfervindue, er der dukket en mulighed op, der tilsyneladende betyder, at nordmanden er klar til at åbne det igen.

Ifølge det franske medie 20 Minutes forhandler FC København med FC Nantes om et køb af Nicolaj Thomsen. Og det er vel at mærke oplysninger, som ledelsen i Nantes ifølge artiklen har bekræftet over for 20 Minutes.

Nicolaj Thomsen skiftede sidste sommer fra AaB til den franske klub, men den 23-årige landsholdsreserve har ikke fået den håbede succes. En del af forklaringen er et trænerskifte.

Thomsen blev hentet fra det nordjyske efter ønske fra træner René Girard. Kantspilleren spillede meget i starten af sæsonen og scorede i sin første kamp mod Dijon tilbage i august.

Men i begyndelsen af december skiftede Nantes træner, og Sergio Conceiçao har ikke set Thomsens vej.

Under portugiseren har den tidligere AaB'er blot spillet 23 minutter i Liga Cup'en, og kort før jul var danskeren degraderet til reserveholdet og spillede to kampe for dem.

Aktuelt døjer Thomsen med ankelproblemer, som ifølge Nantes-træner Sergio Conceiçao vil betyde en pause på flere uger.

Nicolaj Thomsen var en stor profil i AaB, da klubben tilbage i 2014 vandt The Double. Foto: René Schütze
Nicolaj Thomsen var en stor profil i AaB, da klubben tilbage i 2014 vandt The Double. Foto: René Schütze

Nicolaj Thomsen, der har spillet i alt 13 ligakampe i denne sæson, har kontrakt med franskmændene frem til 2020, men ifølge 20 Minutes skulle han blot være 'timer fra et skifte væk'.

Også et andet fransk medie, Ouest France, skriver, at et skifte er tæt på. Ifølge mediet skulle Thomsen onsdag være til lægetjek i København.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger sker der næppe noget i dag onsdag, men en handel kan muligvis allerede være på plads torsdag, hvor FC København indleder forberedelserne til et forår med både mesterskabsslutspil og Europa League.

Ståle Solbakken har tidligere haft fangearmene ude efter den løbestærke, kreative midtbanespiller. AaB's pris skræmte dog i første omgang FCK væk, og da den senere transfervinduer faldt, afviste Thomsen at bytte Nordjylland ud med København.

Udlandet var mere tillokkende.

Nu er situationen imidlertid en anden, og han kan meget vel komme til at gå i sin tidligere holdkammerat Kasper Kusks fodspor. Kusk valgte i 2015 efter under et år i hollandske Twente at vende hjem til Superligaen og FC København.

FC København har indtil  brugt cirka 16 mio. kr. på at hente serbiske Uros Matic i dette transfervindue. Han er udset til at afløse Thomas Delaney på den centrale midtbane.

Nicolaj Thomsen nåede at score flere flotte mål i AaB-trøjen. Se nogle af dem her:

Se også: Det store overblik: Sådan står din Superliga-klub

Se også: Terrorfrygt i Superliga-klub: Nu skal spillerne til samtale

59 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere