PARKEN (Ekstra Bladet): FCK-manager Ståle Solbakken har fået et eksemplar af Nicklas Bendtners meget omtalte bog ’Begge Sider’, der udkommer tirsdag.
Men indtil nu har FCK-manageren kun skimmet bogen og har ikke tænkt sig at gå i kast med den lige med det første.
Den historisk interesserede nordmand vil hellere læse bogen om den afdøde norske politiker Reiulf Steen, der i mange år var leder af Arbejderpartiet, men aldrig blev statsminister i Norge.
- Den er rigtig god. Den skal jeg læse først, og så kan det være, jeg griber fat i Bendtners bog bagefter, sagde Ståle Solbakken med et smil efter 3-0-sejren over SønderjyskE og fortalte indgåede og med stor entusiasme om Reiulf Steen.
Fortiden i norsk politik interesserer ham tilsyneladende mere end Nicklas Bendtners eksplosive bog, men det skal også ses i det lys, at ’Begge Sider’ ikke handler om FC København.
31-årige Bendtner lavede bogen i samarbejde med journalist Rune Skyum-Nielsen, før han overhovedet var startet i klubben.
- Jeg tager det stille og roligt. Vi vidste, at han havde skrevet en bog, og hvis Nicklas Bendtner skriver en bog, så er den sikkert interessant for mange.
- Jeg tager hånd om FCK, og jeg har fået sort på hvidt fra forlagsdirektøren, at det er en bog, der er helt ufarlig for FCK. Den er vel farligere for andre, sagde Ståle Solbakken, der ikke gjorde brug af den bogaktuelle angriber i opgøret mod SønderjyskE.
Ifølge holdkammeraten Viktor Fischer har den kommende bogudgivelse ikke været det store tema i omklædningsrummet, og Fischer virkede heller ikke som en mand, der har tænkt sig at stå i kø foran boghandleren tirsdag:
- Jeg skal lige være færdig med Johannes V. Jensens samlede digte først.
Bombe i Bayern: Træner smidt på porten
Rasende Riddersholm: Dommergave til FCK
Superliga-profil raser på Twitter: - En joke