Fulde Celtic-fans sat af fly mod København

Et SAS-fly havde forladt gaten i Stockholm, før kaptajnen fandt det nødvendigt at vende tilbage og sætte to berusede fans af igen

Jens Stage ser frem mod FCK-Celtic i Europa League. Video: Ritzau Scanpix

Celtics fans er begyndt at varme op før deres holds møde med FC København i Parken torsdag aften. Nogle i en grad, så de bliver noget forsinkede undervejs.

To af dem var således tidligt onsdag aften så berusede, at de blev sat af SAS-fly 1429 fra Stockholm mod København, fortæller en medpassager. Oplysninger, som SAS bekræfter.

En beruset Celtic-fan må i Stockholm forlade SAS-flyet mod København. Privatfoto
En beruset Celtic-fan må i Stockholm forlade SAS-flyet mod København. Privatfoto
 

De to bortviste var en del af en lidt større gruppe fans, klædt i såvel klubbens hjemme- som udetrøjer, som var på vej fra hjemlandet Irland, hvor rigtigt mange af den skotske klubs fans bor.

Den danske passager Thomas Lue Lytzen så gruppen af ikke helt ædru fans gå forbi hans plads forrest i flyet før take off i Arlanda.

- Vi var kørt et stykke væk fra gaten, da flyet pludselig standsede, og en medpassager fik af en stewardesse at vide, at to af dem ikke måtte flyve med på grund af upassende opførsel.

- Jeg kunne se, at tre betjente ventede inde i gaten, men det foregik ret udramatisk, da de blev ledsaget fra borde. Jeg må sige, at det var ret professionelt håndteret af SAS, siger Thomas Lue Lytzen, der ikke selv bemærkede uro fra flyets bagende.

Celtic-fans udgør oftest en solid tolvtemand, men de er også kendt for at tanke godt op før kampene. Foto: REUTERS/Alberto Lingria/Ritzau Scanpix
Celtic-fans udgør oftest en solid tolvtemand, men de er også kendt for at tanke godt op før kampene. Foto: REUTERS/Alberto Lingria/Ritzau Scanpix

Men det var i den grad tilfældet, beretter Jon Eckhoff, norsk pressechef hos SAS, til Ekstra Bladet.

- To personer blev sat af flyet efter en vurdering fra kaptajnen. Han ønskede ikke at have de to ombord. Den ene var meget beruset og den anden meget støjende til gene for andre passagerer.

Jon Eckhoff fortæller, at de to fulde fodboldfans ikke kommer med noget senere SAS-fly onsdag aften.

Spørgsmålet, hvorvidt deres forsinkelse af flyet (godt 45 minutter, red.) får yderligere konsekvenser for de to afviste passagerer, vil blive taget op senere, forklarer han.

Se også: Hooligan amok: Tæskede løs på politiheste

Se også: Stort transfer-brag: Ståle reagerer

Seneste Sport