Håndsrækning til FCK: Indsamling runder kvart million

I løbet af to døgn har mange FC København-tilhængere valgt at købe et stykke støtte-mosaik, der skal give klubben kroner i kassen og gøre Parken hvid og blå

Det fandrevne støtteprojekt er det første i FCK's historie. Foto: Jens Dresling
Det fandrevne støtteprojekt er det første i FCK's historie. Foto: Jens Dresling

Der er blevet fyldt godt op i den digitale raslebøsse, som FCK-fans har oprettet.

Onsdag lancerede FC København Fan Klub og Sektion 12 Foreningen et stort støtteprojekt, og i løbet af de første to døgn har rigtig mange fans smidt en hundrede krone-seddel i støttekassen.

Fredag eftermiddag rundede indsamlingen en kvart million kroner, og dermed tyder meget på, at i hvert fald den nedre del af sektion 12 vil være hvid og blå, når FCK mandag 23. november tager imod Randers i Superligaen.

Som fan får man et mosaikstykke for sine 100 kr. Det vil blive sat op på tribunen, og på den facon vil der bredde sig en tifo ud over Parkens tribuner.

Den magiske FCK-trøje kan sælges for 15.000 kr.

Hvor stor tifoen bliver, afhænger af, hvor mange fans der vælger at smide penge i klubkassen.

I første omgang håber FCK-folket, at hele den nedre del af sektion 12 - cirka 4700 pladser - bliver omdannet til en blåhvid tifo.

Sker det, vil det have sikret FC København over en halv million kroner.

Der er ikke sat en udløbsdato på indsamlingen, og tifoen vil løbende blive udbygget i takt med, at der bliver solgt mosaikstykker.

Parkens kapacitet er 38.065, så i princippet ville det fandrevne projekt kunne indbringe FC København 3,8 mio. kr.

FCK-direktør Lars Bo Jeppesen og klubben får støtte af fansene. Foto: Lars Poulsen
FCK-direktør Lars Bo Jeppesen og klubben får støtte af fansene. Foto: Lars Poulsen

Støtteprojektet er ganske usædvanligt skridt, når man tænker på, at FC København er en del af et børsnoteret selskab, der flere gange inden for de seneste år har udbetalt udbytte til aktionærerne.

Men coronakrisen har ramt Parken med en enorm kraft, og selskabet forventer at komme ud af 2020 med et underskud i størrelsesordenen 280-310 mio. kr.

- Det er fantastisk, at vi har fans, der vælger selv at tage initiativ til at støtte klubben i en meget vanskelig tid, og projektet er både kreativt og gennemtænkt.

- Der er ingen tvivl om, at denne tid er en stor udfordring for alle i og omkring klubben. Jeg synes, at vores fans viser, at vi står sammen om at komme bedst muligt gennem det og frem mod bedre tider igen, siger FCK-direktør Lars Bo Jeppesen til klubbens hjemmeside.

Det indsamlede beløb går ubeskåret til klubben, men pengene er øremærket fremtidige fantiltag og tribuneforbedringer.

Under coronapandemien har der i flere Superliga-klubber været gang i lignende støtteprojekter.

Stjernen smittet med corona

Bombe under EM: Danmark kan få slutrunden alene

Hjulmand skærer syv spillere fra

Håndsrækning til FCK: Indsamling runder kvart million

Det er ikke kun regnskabet, det halter. FCK har også fået en skuffende start på Superligasæsonen, og den dårlige periode er ikke slut endnu, siger Victor Fischer. Video: Discovery Networks Danmark