Holmstrøm i voldsomt angreb på Don Ø: - Lystløgner af værste skuffe!

Der eksisterer vist ikke meget kærlighed mellem to store personer i FC Københavns historie, Flemming Østergaard og Niels-Christian Holmstrøm

Flemming Østergaard og Niels Christian Holmstrøm i deres fælles tid i FC København. Arkivfoto: Nicolai Svane/Ritzau Scanpix
Flemming Østergaard og Niels Christian Holmstrøm i deres fælles tid i FC København. Arkivfoto: Nicolai Svane/Ritzau Scanpix

- Flemming Østergaard har aldrig haft en plan. Han har stjålet sig til den idé. Han er en, der vil have part i alle succeser her, men tørret dårlige af på andre. Flemming troede, at han skulle styre det hele. Han er en god sælger, og han har lavet et godt stykke salgsarbejde herinde sammen med andre i øvrigt.

- Alt det med at han 'er/var' klubben, er hans løgnhistorie. Han er en lystløgner af værste skuffe.

Sådan lyder det kontant fra næstformand i Parken Sport & Entertainment Niels-Christian Holmstrøm til mediet dontt.dk.

De har mødt FCK-koryfæet til en snak om den nyligt genåbnede KB Hallen, hvor Holmstrøm tog sig tid til en snak om betydningen af genåbningen af den legendariske hal.

Men da snakken falder på Flemming Østergaard og hans tid i klubben, hvor KB forsvandt mere ud i glemslen, er det, at Holmstrøm fyrer en overordentlig stor bredside af mod sin tidligere chef i fodboldklubben.

Holmstrøm har ikke mange kærlige ord at knytte til Don Ø, selvom de to ellers i mange år tegnede den store fodboldbutik udadtil.

- Jeg har haft et professionelt forhold til ham, og som sagt har han gjort et godt stykke salgsarbejde, men han har ALDRIG haft noget med det sportslige at gøre. Efter han havde lavet Laudrup-kontrakten, som gik galt med et stort brag, tudede han i tre måneder. Der kom han til mig og bad mig om at hjælpe ham.

Læs i øvrigt historien om forholdet mellem Flemming Østergaard og Brian Laudrup, som aldrig er blevet det samme igen efter Laudrups kiksede ophold i hovedstadsklubben:
Brian Laudrup nåede aldrig at vise sit niveau i FCK. Her er han og assistenttræner Bjarne Hansen i tænkeboks. Foto: Jan Grarup Sport og Spil Fra scoop til ydmygende exit: I 20 år har Don Ø og Brian Laudrup ikke hilst på hinanden

- Min eneste betingelse var, at han aldrig blandede sig i det sportslige igen. Når han siger, at det var ham, der fandt Zuma f.eks., så er det endnu en af hans løgne. Vi er videre i FC København og godt videre endda. Vores resultater taler for sig selv. Hans betydning for FCK er overvurderet, og det er vel snart kun David Trads, der tror det. Men hvem tror også på den omvandrende narrøv, som aldrig har haft styr på sine kilder? Det er sørgeligt for Danmark, hvis det skvadderhoved kommer i Folketinget, siger Holmstrøm.

Han henviser her til journalisten David Trads, der skrev en meget kritiseret bog om Don Ø i 2015 ('Exit Parken'), hvor kritikken lød på, at vennen Trads forsvarede Don Ø og slet ikke stillede ham de kritiske spørgsmål, som ellers havde hobet sig op, i tiden efter Don Ø havde forladet FCK.

Flemming Østergaards eftermæle i FC København har nemlig fået et slemt skud fra boven.

Den mangeårige boss for hovedstadsklubben stoppede i selskabet bag FC København, Parken Sport og Entertainment, da det kom frem, at der var omfattende økonomiske problemer i virksomheden. Don Ø fik dog et skulderklap med på vejen, da han blev udnævnt som æresmedlem af FC København.

Den hæder havde han dog ikke længe, da klubbens nye, stærke mænd, Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen, følte sig ført bag lyset af Don Ø, som havde malet et skønhedsmaleri af virksomheden, som slet ikke holdt stik i den virkelige verden. De hev ærestitlen frem ham igen, kort tid efter han havde fået den tildelt.

Sidenhen blev Østergaard dømt for grov, økonomisk kriminalitet i en sag om kursmanipulation. Det kostede rigmanden 18 måneder i fængsel. En dom, han afsoner i disse måneder.

Ekstra Bladet forsøger at indhente kommentar fra Flemming Østergaard og Niels-Christian Holmstrøm. Indtil videre har det været forgæves ...

Se også: »Jeg har ikke engang spurgt, om jeg kunne få udgang på min fødselsdag«

Se også: Luksusfangen Don Ø på stadion midt i afsoning

Se også: Luksusfangen: Her afsoner Don Ø

177 kommentarer
Vis kommentarer