Jonas Wind: Ikke vores niveau

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst er gået fra banen uden at score, så det er ærgerligt, at det er i dag, det sker, lød det fra en skuffet Jonas Wind

Jonas Wind havde svært  ved at forstå, hvorfor holdet ikke kunne skabe noget mod netop Midtjylland. Foto: Lars Poulsen
Jonas Wind havde svært ved at forstå, hvorfor holdet ikke kunne skabe noget mod netop Midtjylland. Foto: Lars Poulsen

Da han midt i første halvleg blev stemplet i læggen bagfra af FC Midtjyllands Evander, som fik rødt kort for sin udåd, havde Jonas Wind nok aldrig forestillet sig, at han og FCK-kollegerne skulle forlade Parken som tabere.

Men sådan gik det, og det var til at aflæse i angriberens ansigtsudtryk.

- Vi er skuffede. Vi spiller ikke op til vores vanlige niveau. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst er gået fra banen uden at score. Det er ærgerligt, at det er i dag, det sker.

- Vi formår ikke at udnytte de chancer, der kommer, og vi skaber heller ikke nok. Midtjylland står godt, og vi rammer ikke hinanden godt nok. De kampe kommer desværre, sagde Jonas Wind og trak på skuldrene.

En sejr havde bragt FCK foran rivalerne med fem point. Nu er de bagud med et.

- Vi havde en mulighed for at tage et stort skridt, så derfor er det også ekstra skuffende, at vi ikke kan spille bedre og skabe mere. At de så også får en heldig kasse, er hvad der sker, sagde han med adresse til Brumados afrettede langskud.

Tidligere har han nydt godt at kreativt samspil med Rasmus Falk, men den nu i fire uger skadede spilfordeler var savnet i Parken.

- Vi har savnet Rasmus hele tiden. Alle ved, hvor stærk han er, men vi har også gjort det godt i en periode uden ham. Men selvfølgelig vil man altid gerne kunne bruge en kvalitetsspiller som ham.

Landsholdsangriberen ville under ingen omstændigheder høre tale om, at nederlaget var udtryk for det aktuelle styrkeforhold rivalerne i mellem.

- Vi er kun i september, og sæsonen er lang med tre kampe mere mod Midtjylland, så jeg er sikker på, at vi nok skal spille bedre i dem. Det her er ikke vores niveau, sagde Jonas Wind med eftertryk.