Opdateret med ny information fra journalisten
Det tyder på, at FC København snart kan præsentere Mustapha Bundu.
I de seneste dage har B.T. Sport skrevet om, at FC København lå i forhandlinger med Anderlecht om den tidligere Superliga-profil, og nu lyder det fra journalsiten Sacha Tavolieri fra RMC Sport, at en transfer nærmer sig.
Sacha Tavolieri skriver på det sociale medie Twitter, at en handel kan falde på plads søndag aften.
Der er tale om en lejeaftale for de kommende seks måneder, mens der også skal indgå en købsoption i aftalen, så FC København kan købe kantspilleren, hvis han imponerer. Den købsoption skal ifølge Sacha Tavolieri være på knap 2,5 millioner euro - altså lige under 19 millioner danske kroner.
Samtidig kan den belgiske journalist også meddele, at FC Midtjylland også lurede på Mustapha Bundu. Tidligere har B.T. Sport også skrevet, at AGF var interesserede.
Mustapha Bundu, 23 år, skiftede i sommer fra netop AGF til Anderlecht, men hidtil er succesen udeblevet i det belgiske. Angriberen fra Sierra Leone har blot spillet ni kampe uden mål for Anderlecht.
Senere søndag måtte Sacha Tavolieri dog modificere sin optimisme omkring Bundu-transferen:
'Lånet er ikke gået igennem endnu. Selv om parterne er optimistiske, er det endnu ikke en 'done deal', som jeg har kunnet læse flere steder. Jeg vil gerne præcisere og undskylde, hvis jeg har været for hurtig på aftrækkeren. To be continued'
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.