Det var ikke jordens største chok i fodboldmæssig forstand, men alligevel vakte det opsigt, da FC København løftede sløret for den første Superliga-startopstilling i 2023.
På bænken sad nemlig Rasmus Falk, der var blevet fortrængt af William Clem, Lukas Lerager og Viktor Claesson på københavnernes midtbane.
Den beslutning er 100 procent Jacob Neestrups, men den er klappet af med Falk, siger cheftræneren.
Efterslæb
- Falk vil gerne spille fra start. Selvfølgelig. Men han er afklaret med det, og han døjer stadig med et lille efterslæb fra efteråret.
- I opstarten har jeg set 'den rigtige Falk' igen efter AGF-kampen, og jeg vil hellere have den version af Falk i 30, 40 eller 45 minutter af kampen i stedet for en Falk på nedsat funktion i 90, sagde Jacob Neestrup og konkluderede:
- Han er på vej tilbage på det niveau, hvor han er én af Superligaens absolut bedste spillere, og nu går vi ind i en periode med rigtig mange kampe, så mon ikke snart Falk er at finde i startformationen igen.
Langt fra topniveau
FCK-chefen var i øvrigt rigtig godt tilfreds med sit mandskabs indledning på foråret, hvor der blev ædt to point af FCN's forspring.
- FCK er det eneste, det handler om for mig. Jeg kigger udelukkende på, at vi fik en 3-0-sejr med, uden at vi var i nærheden af vores topniveau bortset fra få sekvenser. Jeg har dyb, dyb respekt for Silkeborg og deres kompromisløshed, så det er en stor sejr at få.
- I hvor høj grad skal I takke Grabara for det?
- Kamil var fremragende, men det var kollektivet, der løftede os, da vi tog mest vand ind. Men når du spiller i FCK, så bliver du betalt for at være et hak bedre end dine kolleger, og det så vi i afgørende situationer mod Silkeborg, sagde Jacob Neestrup.