Klar opfordring: Bliv i FCK, Robert!

- Robert Skov vil have godt af endnu et år i Danmark, fordi han slet ikke har slået til på den internationale bane endnu, mener Ekstra Bladets fodboldekspert, Stig Tøfting

Her scorer Robert Skov sit 29. sæsonmål og slår Ebbe Sands hidtidige topscorer-rekord på 28 mål i Superligaen. Video: Discovery Networks Danmark.

Robert Skov har imponeret i denne sæson i Superligaen. Det står slet ikke til diskussion.

29 mål gør ham til historiens mest scorende i Superligaens historie. Kåret som Årets Spiller af kollegerne og nu muligheden for landsholdsdebut i de kommende kampe mod Irland og Georgien.

2018/19 sæsonen har været et triumftog og noget af en dans på roser for Robert Skov.

- Det er imponerende, Robert Skov har scoret 29 mål som midtbanespiller. Ja, det er ganske usædvanligt, men det er vanvittigt at se ham blive sammenlignet med Lionel Messi, fordi han har scoret flere mål på dødbolde uden for feltet.

- Hør nu her: Robert Skov spiller altså i ’fucking’ Danmark. Der er kæmpe forskel. Du kan ikke sammenligne æbler og pærer, mener Stig Tøfting.

Han er af den overbevisning, at Robert Skov skal blive i FC København endnu en sæson, før han overvejer at drage til udlandet.

 

Ikke klar til den store scene
- Robert Skov er efter min bedste overbevisning endnu ikke klar til at levere en toppræstation i en stor liga uge efter uge. Det er han ikke, fordi han mangler at levere på den helt store scene.

- Selv Ståle Solbakken har nævnt, at han europæisk endnu ikke har leveret for FCK. Han mangler stadig at bevise sine kvaliteter i de store europæiske kampe, påpeger Stig Tøfting.

Ekstra Bladets fodboldekspert pointerer, at han godt kender mekanismerne i fodboldverdenen, hvor Robert Skov naturligvis bliver solgt, hvis en klub kommer og byder 75 mio. kr. for ham her i sommerens transfervindue.

- Men jeg tror nødvendigvis ikke han bliver en succes, hvis han rejser til udlandet nu. Han virker endnu ikke klar til et stort spring til en større liga, hvor kravene er endnu hårdere.

- Robert Skov vil have godt af at levere for FCK i Europa i efteråret og eventuelt få sin landsholdsdebut. Han skal bevise, han kan på den store scene, siger Stig Tøfting.

 

Meget skal forbedres
Når Stig Tøfting ser tilbage på mesterskabsspillet, kan han ikke skjule sin skuffelse over FC Midtjyllands præstationer. Sølle 11 point i 10 kampe blev det sparsomme udbytte for de forsvarende danske mestre.

Han kalder det dog en frisk melding, når direktør Claus Steinlein siger, at FCM i den kommende sæson går efter både at vinde mesterskabet og pokaltitlen.

- FCM skal have trimmet truppen, men hvis de skal være en trussel mod FCK i den kommende sæson, skal der hentes et par profiler, der går direkte ind i toppen af hierarkiet, mener Stig Tøfting.

- Mesterskabsspillet må være en lærestreg for FCM. Det var miserabelt med så mange svage præstationer. Og hverken Jakob Poulsen eller Tim Sparv leverede på samme niveau som i mesterskabssæsonen. Når de har spillet samtidig, har FCM manglet trusler uden for feltet, vurderer han.

Se også: Robert Skov slår legendarisk målrekord

Ebbe Sand og Jan Bech Andersen jagter Brøndbys nye træner. En af kandidaterne, der er i spil, er U21-landstræner Niels Frederiksen. Foto: Jens Dresling. Brøndby - 23. maj. 2019 - kl. 19:10 Tre mand er ude: Dansker i spil til Brøndby-job

141 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere