Klodset komiker: Jeg fortryder Zanka-joke om Paris

Heino Hansen har været tidligt ude med komik omkring derby, terrorangrebet i Paris og FCK'eren Mathias Zanka Jørgensen

Mathias Zanka Jørgensen i aktion mod Brøndby - fredag var han i Paris (Foto: Jens Dresling)
Mathias Zanka Jørgensen i aktion mod Brøndby - fredag var han i Paris (Foto: Jens Dresling)

Paris blev sent fredag aften ramt af et frygteligt terrorangreb, hvor foreløbig 127 er døde og 200 sårede efter eksplosioner og skud seks forskellige steder i byen.

Fodboldspilleren Mathias Zanka Jørgensen var midt i det franske helvede, men kom fri i god behold.

Det fik komikeren og radioværten Heino Hansen til at joke omkring Zankas udtalelser.

- Når Zanka er få meter fra et terrorangreb melder han om at være i god behold. Når han bliver puffet til i et derby, er han døden nær. #sldk, skrev Hansen i et tweet sent i aftes.

Tweetet er siden blevet slettet (Foto: Twitter)
Tweetet er siden blevet slettet (Foto: Twitter)
 

Heino Hansen, der er radiovært på The Voice' morgenshow 'Chriz & Heino', røg dog i modvind fra Twitter-folket og rettede til.

- Nå ja, det er rigtigt. Som flere skrev: "too soon". I har da helt ret - den slags bliver jo sjovere med tiden.

Og kort efter skrev han igen.

- Jeg beklager sgu mit tweet tidligere. Tiden er måske ikke til fodboldjokes lige nu. Lidt for hurtig på tasterne.

Derefter væltede det igen ind med kritik af Heino Hansen. Og så blev det første tweet slettet. Altså det tweet, hvor komikeren laver sjov med Zanka.

Ekstra Bladet har lørdag forsøgt at få komikeren til at forklare, hvorfor han lavede sjov med Zanka og Paris-episoden. Heino Hansen har efter en række ubehagelige oplevelser med journalister kun ønsket at besvare spørgsmålene i en mail.

- Jeg har ikke lavet sjov med hverken terror, eller Zankas tragiske oplevelse i Paris. Min joke var fodboldrelateret – jeg synes som alle andre mennesker, at terror er det mest frygtelige, lyder det i mailen.

- Det var en lille derby-joke. Efterfølgende kan jeg godt se, at jeg var for hurtig på tasterne med den, og det er også derfor, jeg har beklaget mit tweet på Twitter lige umiddelbart efter, lyder det.

Heino Hansen er i sin hverdag både komiker og radiovært (Foto: Privat)
Heino Hansen er i sin hverdag både komiker og radiovært (Foto: Privat)
 

Fodboldstjerner i terror-chok: 'Vi lever i en sindssyg verden!'

Heino Hansen skriver, at det kun er, når han står på stadion og lader sig rive med af stemningen, at han irriterer sig over Zankas nemme fald.

- Ikke til dagligt, vil jeg sige, lyder det fra komikeren, der er overrasket over den voldsomme kritik, der dukkede op i kølvandet på hans tweet.

- Ja, ellers havde jeg aldrig lavet den. Jeg går ikke efter at træde på folk bevidst. Nogle gange laver man bare uigennemtænkte ting, og det beklager jeg, skriver Heino Hansen.

Han er ikke for stolt til at indrømme, at han har begået en fejl og fortryder sin joke.

Du tweeter efterfølgende , at joken bliver sjovere med tiden - hvad mener du med det?

- Nej, jeg citerer, at det er hvad folk skrev til tweetet. ”too soon”.. Jeg synes jo netop ikke at det er sjovere om en uge – så det var et angreb på folk, der synes det. Jeg synes stadig ikke at 9/11 er sjovt – det er der tusinder, der laver grin med i dag. Jeg synes aldrig, terror er sjovt, heller ikke når der er gået lang tid, skriver Heino Hansen.

FCK-spilleren, Mathias Zanka Jørgensen, bekræftede tidligere i aftes, at han havde det ok.

- Det er korrekt jeg er i Paris, jeg var på det sted på Rue Alibert hvor der blev skudt. Både mine venner og jeg er uskadte og i godt behold, lød det fra Zanka på Twitter.

Senere fredag aften uddybede Zanka over for Ekstra Bladet, hvad han havde oplevet.

- Jeg er hernede med to venner. Vi på vej ud for at spise på en restaurant, men gør stop for at tage en drink inden. Pludselig ser jeg dog en mand træde ud ad en bil og råbe 'Allahu akbar', inden han skyder omkring, fortalte Mathias Zanka i nat til Ekstra Bladet over telefon.

- En kvinde falder om fem meter fra mig, og så løber jeg. Da jeg ser mig tilbage, ser jeg omkring 12-14 mennesker ligge på gaderne, lød det fra Zanka.

I derbyet i søndags mellem Brøndby og FC København væltede Mathias Zanka Jørgensen efter et sammenstød med Daniel Agger.

31-årige Heino Hansen blev nummer to ved DM i stand-up i 2010 og har siden fungeret som komiker og har sideløbende været radiovært på The Voice. Kommer der en lignende situation en anden gang, så vil han ikke joke med det.

- Nej. Selvfølgelig ville jeg ikke det. Jeg sender alle mine gode tanker til Paris, Zanka og alle ramte. Og jeg beklager mit klodsede tweet, skriver Heino Hansen, der mener, at det er helt fair, at folk er bange for, hvad der sker omkring os.

Heino Hansen understreger via mail, at han på ingen måde har lavet sjov med selve terrorangrebet, men kun med Zankas udtalelser.

OPDATERET 13.49

Efterfølgende har Heino Hansen henvendt sig, og han er bestemt ikke enig i overskriften, som han mener blot går ud på at sikre klik.

- Jeg har lavet en tosset joke om derby, og det er det, siger Hansen denne gang telefonisk.

Her skubber Agger til Zanka i søndagens derby:

Se den chokerende video fra spillestedet, der blev angrebet, her. Ekstra Bladet har været i kontakt med Le Monde, der har givet os tilladelse til at vise den (Video: Daniel Psenny/Le Monde)