Krise i København: FCK slagtet i Farum

De danske mestre tabte 0-3 til FC Nordsjælland efter en gennemført skidt indsats. Peter Ankersen så rødt i nederlaget til Superligaens førerhold

FARUM (Ekstra Bladet): Ni point af 21 mulige - eller oversat til fodbolddansk: FC København er i krise.

Og det er ikke kun en resultatmæssig krise, som mestrene er ramt af. Ståle Solbakkens mandskab har også store spillemæssige problemer, og de blev søndag aften udstillet i Farum.

Superligaens førerhold FC Nordsjælland slagtede FCK.

Kasper Hjulmands tropper vandt fuldt fortjent 3-0, og havde det ikke været for et par fine Robin Olsen-redninger, var københavnerne rejst fra det nordsjællandske med et endnu større nederlag.

Det var tandløst, hvad Løverne præsterede i Farum, og Peter Ankersen sørgede for, at Ståle Solbakkens liste med problemer blev endnu længere.

Den tilbagevendte højre back så efter en lille times spil direkte rødt for et 'frustrationsspark'.

Nederlaget betyder, at FC København går på landskampspause med et ordentligt pointmæssigt efterslæb. Ni point er FCK efter FC Nordsjælland, mens afstanden til konkurrenterne Brøndby og FC Midtjylland er på fire point.

FC Nordsjælland indledte opgøret med et stormløb mod FCK’s mål, og allerede i første minut fik Emiliano Marcondes en god mulighed efter et indlæg af Mads ’Mini’ Pedersen.

FCN’s 100 kampsjubilar måtte dog se Robin Olsen klare. Kasper Hjulmands unge mandskab spillede godt, men FCK fik langsomt ædt sig ind i opgøret, og Ján Gregus testede Runarsson med et godt langskud.

Holdene skiftedes i til at have spillet, men FC Nordsjælland var bedst, og det var ikke ufortjent, at Godway Donyoh i 27. minut kunne bringe hjemmeholdet foran 1-0.

Emiliano Marcondes headede sin angrebskollega fri, og tæt under flugtede den ghanesiske angriber bolden ind bag Robin Olsen.

Det blev endnu værre for mestrene i 35. minut. Emiliano Marcondes fik trådt Nicolai Boilesen over foden i FCK-feltetog udnyttede, at dommer Michael Tykgaard ikke fløjtede for forseelsen.

Boilesen lå i kunstgræsset, og Marcondes udnyttede pladsen. Han opfangede bolden, og med en listig afslutning fik han passeret Robin Olsen.

Den svenske landsholdskeeper havde hånden på, men kunne ikke forhindre bolden i at passere stregen. 

Det var tæt på at blive 3-0 kort før pausen, da Michael Lüftner testede Robin Olsen med et hovedstød. Denne gang nåede svenskeren dog at stoppe bolden i tide og fik dermed forhindret et komisk selvmål.

I 1. halvlegs overtid måtte han i aktion igen. Denne gang med en fin fodparade på Donyohs forsøg.

FC København havde meget svært ved at skabe noget og blev fulgt til pause af sporadiske piften fra de københavnske fans, der havde turen nordpå.

Gæsterne kom meget bedre ud til 2. halvleg, og Peter Ankersen var efter et par minutter tæt på at overliste Runarsson med et lumsk indlæg.

Cypriotiske Pieros Sotiriou spillede i Federico Santanders skadesfravær fra start, og han fik en helt fri skudmulighed fra kanten af feltet i 52. minut.

Men hans indersideafslutning savnede saft og kraft og voldte ikke islandske Runarsson de store problemer. Den gode FCK-start på 2. halvleg blev dog spoleret i 56. minut.

Peter Ankersen så direkte rødt for at sparke til Mads ’Mini’ Pedersen i frustration. Den lille FCN-spiller løb efter et frispark ind i Ankersen, som svarede igen med at sparke ham på læggen.

Udvisningen var korrekt, men ’Mini’ skulle have fulgt med. Han havde et gult kort med sig fra 1. halvleg, men slap for nummer to.

Kort efter kunne stadionspeakeren meddele, at der var odds 42 at hente på en FCK-sejr. Det høje odds har næppe fristet mange, for Ankersens udvisning var det sidste søm i kisten.

FC Nordsjælland var tættere på at udbygge føringen end FCK var en reducering, og Robin Olsen – igen FCK’s bedste – måtte diske op med en fornem parade midt i 2. halvleg på Donyohs tørre hug.

Han var chanceløs syv minutter før tid, da en tværpasning fik lov at passere hele vejen igennem feltet til Superliga-topscorer Ernest Asante.

Han stod helt fri og kunne fra kanten af det lille felt vippe bolden over svenskeren til 3-0.

Det blev kampens sidste scoring, og det kunne FCK være mest tilfredse med...

Ståle usikker på nyindkøb: Vi må se om han er god nok

FC Nordsjælland-kaptajn stopper karrieren til vinter