Kvist: 'Jeg føler mig bedre tilpas end nogensinde'

Interview: Hjemme igen glæder William Kvist sig til, at Superligaen sætter i gang næste weekend, og motivationen er stadig lige så stor, som da den 30-årige kulturbærer drog mod udlandet

William Kvist ser ud til at få en nøglerolle på FCK-holdet efter Amarteys afgang. Ekstra Bladet mødte ham i Dubai til en snak om tilværelsen på Østerbro og forårssæsonen, der venter forude. (Foto: Ole Steen)
William Kvist ser ud til at få en nøglerolle på FCK-holdet efter Amarteys afgang. Ekstra Bladet mødte ham i Dubai til en snak om tilværelsen på Østerbro og forårssæsonen, der venter forude. (Foto: Ole Steen)

DUBAI (Ekstra Bladet): Det ærgrer ham stadigvæk, at opholdet i Premier League blev så kort.

Dér kunne William Kvist godt tænke sig at spille igen, men landsholdets 30-årige viceanfører er mere realist end drømmer, og han ved godt, at det næppe kommer til at ske.

Det var også derfor, at han midt i juli skrev en fem år lang aftale med FCK. Der er godt nok en kattelem til sommer, men intet tyder på, at den kommer i brug.

- Det er fedt at være i udlandet, og jeg har lært meget som person, men jeg er også glad for at være hjemme igen og tæt på venner og familie.

- Nu har jeg også en lille dreng, så det er pludselig andre ting, der gør én glad og tilfreds, siger William Kvist og sætter tænderne i et stykke dryppende vandmelon.

Kan stadig følge med
Dagens træning i Dubai på Sheikh Hamdan bin Mohammed bin Rashid Al Maktoums private træningsanlæg NAS Sports Complex i Dubai er forbi.

Real Madrid, Milan og Manchester United har også været ' æresgæster' på anlægget, hvor der ligesom alle andre steder er gang i byggeriet.

Svedende arbejdere i gule overalls og matchende hjelme får lov at arbejde lige så hårdt som Solbakkens flok.

Et par af de lidt yngre FCK'ere har smidt trøjen og viser imponerende vaskebrætter.

Den disciplin får Kvist svært ved at vinde, men han kan fortsat løbe fra dem i den fysiske træner Anders Storskovs berygtede test.

- Jeg kan stadigvæk følge med de yngste. Jeg har knoklet i ferien og er blevet så gammel, at jeg godt kan koble af mentalt, men stadig arbejde hårdt fysisk.

- Både form-og spillemæssigt ser det godt ud, og jeg føler mig bedre tilpas end nogensinde. Jeg glæder mig til foråret, siger William Kvist, der efter salget af Daniel Amartey er udset til den nøglerolle, som han blev hentet ind til i sommer.

William Kvist kan se frem til mere spilletid. (Foto: Anthon Unger)
William Kvist kan se frem til mere spilletid. (Foto: Anthon Unger)
 

Sjovt at være i FCK
Selv om det var en ærke-FCK'er, en såkaldt kulturbærer, der kom hjem til hovedstaden, har William Kvist også haft brug for en tilvænnings-periode.

Ti forskellige trænere med ti forskellige idéer har givet Kvists indre computer masser af input de seneste år, men den skal synkroniseres med Ståle Solbakkens fodboldprogram.

For Kvist har ændret sig i udlandet, FCK har ændret sig, og så var der også noget rust, der skulle bankes af de 30-årige ben.

Det gik de første måneder med, men midtbane-6' eren har fortsat fire og et halvt år tilbage af kontrakten med FC København og ifølge eget udsagn mindst lige så motiveret som dengang, at ambitionerne rimede på udland:

- Jeg siger ikke, at jeg kommer til at lave ' en Stokholm', men jeg glæder mig helt vildt meget til de næste par år, siger William Kvist, men henvisning til den tidligere FCN-kaptajn Nicolai Stokholm, der fik en ' indian summer' i Farum-klubben og vandt mesterskab og kom på landsholdet.

Vil give noget - Jeg er ikke så gammel, som han var, da han fik en optur, men for mig er det inspirerende at finde så meget fodboldglæde i så sen en alder.

- Jeg ønsker også at få maksimalt ud af mine sidste år, og jeg synes, at det er sjovt at være her og være en del af gruppen. Og så er jeg en person, der elsker at arbejde mere langsigtet, og derfor glæder jeg mig rigtig meget over at være en del af det her i FCK.

Se også: Kvist sværger troskab: Vil slutte karrieren i FCK

Gruppen er et ord, William Kvist siger flere gange.

Være en del af gruppen, være noget for gruppen.

- Selvfølgelig er det vigtigste at præstere på banen, men det handler også om at give noget ved siden af - uden for banen. Én af de største ting, du kan opnå som spiller og som menneske, er at kunne give, selv om du sidder på bænken.

- Det er sindssygt svært i denne verden, hvor alle vil spille, men jeg forsøger at se ud over de ting og arbejde med, hvad jeg kan give til gruppen og til helheden. Det er dér, du vokser som menneske, siger William Kvist.

William Kvist er kommet op i årene - men på træningsbanen er han qua sin erfaring og rutine en leder på holdet. (Foto: Ole Steen)
William Kvist er kommet op i årene - men på træningsbanen er han qua sin erfaring og rutine en leder på holdet. (Foto: Ole Steen)
 

***

William Kvist om...

Den første tid i hjemmet
- Jeg er da ærgerlig over, at det i starten ikke gik, som jeg havde drømt om, men konklusionen må være, at det tog længere tid at komme i form, end vi havde regnet med.

- Det var regningen for et par år i udlandet uden fast kamptræning. Da jeg tog til Stuttgart i 2011, havde jeg næsten spillet 250 kampe i træk uden skader.

- Nu kom jeg hjem efter et ophold i England, som desværre var rigtig fragmenteret, og det kostede. Men sidst på efteråret synes jeg, at det gik rigtig godt igen, og jeg var hele tiden meget rolig. FOTO: AP.

Udlandet
- Realistisk set ser jeg det som et lukket kapitel.

Jeg har dén klausul (Kvist kan i en periode i næste transfervindue købes for et fastsat beløb, red.), men det virker mest som en teoretisk mulighed.

- Der er ikke et EM, og vi spiller ikke europæisk med FCK. Spillere fra Skandinavien ryger ofte af sted på baggrund af kampe i Champions League, på landsholdet eller måske noget Europa League, men det har vi ikke i år.

- Så selv om jeg synes, det kunne være sjovt at spille i Premier League igen, kommer det næppe til at ske.

Delaneys plads
- Hvis jeg havde haft samme alder som ham, havde jeg nok tænkt, at han tog noget af min plads, men vi er to vidt forskellige steder i vores karriere.

- Fodboldspillere er konkurrencemennesker, og der vil altid være den del med at være bedst. Men når det skal være en anden, er jeg glad for, at det så lige præcis er en FCK'er som Delaney, som jeg har kendt igennem mange år.

- Når man bliver ældre, føler man også et større ansvar for helheden end ham på 18 eller 20, der bare tænker på, hvordan han selv kommer bedst muligt frem. Vi fører Superligaen, og jeg synes bare, at det er dejligt, at han har gjort det så godt.

William Kvist ser potentialet i Delaney - og glæder sig over, at det er ham, der ligner arvtageren på den centrale FCK-midtbane. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
William Kvist ser potentialet i Delaney - og glæder sig over, at det er ham, der ligner arvtageren på den centrale FCK-midtbane. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
 

FC Københavns tiltrækningskraft
- Man kan godt tage til Brøndby, FC Midtjylland eller et andet sted, men hvorfor tror du, at Rasmus Falk kommer til FC København? Han vil vinde noget og spille europæisk, og det kommer han til her.

- Vil man være en del af et hold, der spiller Champions League og vinder mesterskaber, så er det i FCK, man skal være.

- Og vil du sælges til større europæiske klubber, så er FCK også det bedste sted at blive solgt videre fra. Det viser historien.

Landsholdet
- Det betyder helt vildt meget for mig. Da jeg var i udlandet, havde jeg en følelse af at være lejesoldat.

Jeg gjorde selvfølgelig alt, hvad jeg kunne, men der er en snert af, at man kun var der på lånt tid.

- Dér var landsholdet den faste base. Jeg har været med hele vejen fra U15, så landsholdet har været en stor del af mit liv og har en stor betydning for mig.

- Jeg er kun 30, og selv om det er en alder, hvor man tager én kvalifikation ad gangen, kan jeg lige nu ikke forestille mig andet end at fortsætte, så længe benene kan holde - og jeg bliver udtaget selvfølgelig.

Se også: Solbakken godkender truppen efter januars svingdør

Se også: Ståle om sit afrikansk stortalent: Stadig taktisk umoden

16 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere