Landsholdsprofil om FCK-problemer: Irriterer mig grænseløst

Den tidligere FCK-stjerne Nicolai Jørgensen er irriteret over de danske mestres dårlige sæsonstart. Angriberen tror dog på FCK-fremgang og en plads i Champions League

FC København er kommet hostende og harkende i gang med den nye sæson. Det har særligt haltet i Superligaen, hvor FCK dog takket være comebacket mod SønderjyskE ligger placeret på en sjetteplads med ni point efter seks kampe.

Selv om de danske mestre har spillet sig videre til Champions League-playoff efter dramatiske, samlede sejre over MSK Zilina og Vardar Skopje, så er det sårede FCK-hold i en helt anden forfatning i år, end man har været vant til fra de seneste to sæsoner, hvor løverne har most al modstand i Superligaen og tilmed har præsteret flot i Europa særligt sidste sæson.

Men på trods af modgangen skal FCK nok rejse sig igen allerede denne sæson. Det mener i hvert fald den tidligere FCK-profil og nuværende angriber for landsholdet og Feyenoord, Nicolai Jørgensen.

- Det irriterer mig grænseløst, når FCK ikke præsterer, men sådan er fodbold jo. Man kan ikke vinde alle kampe og ride evigt på en bølge. Der vil komme modstand på et tidspunkt, særligt når du er en sælgende klub.

- Men jeg er sikker på, FCK har så dygtig en manager og så dygtige spillere til rådighed, at de nok skal få vendt tingenes gang snart, siger Nicolai Jørgensen, der stadig følger sit tidligere hold tæt:

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ståle Solbakken og Nicolai Jørgensen i FCK. Arkivfoto: /ritzau/Lars Poulsen
Ståle Solbakken og Nicolai Jørgensen i FCK. Arkivfoto: /ritzau/Lars Poulsen
 

- Jeg taler stadig med mange af mine tidligere holdkammerater, og særligt Peter Ankersen er god til at holde mig opdateret. Jeg kan ikke slippe klubben helt, selv om jeg selvfølgelig har meget at se til her i Holland. Jeg forsøger at se hver eneste FCK-kamp på tv eller computer, når vi ikke selv spiller på samme tidspunkt, siger Nicolai Jørgensen, der skiftede fra FCK til Feyenoord inden begyndelsen af sidste sæson.

Onsdag aften kan FCK spille sig ind i Europas fineste fodboldselskab, Champions League, så helt skidt har københavnernes sæsonstart trods alt ikke været. For at få adgang til det forjættede land og de mange millioner kræver det en samlet sejr over Qarabag, der har en 1-0 føring med til Parken fra Aserbajdsjan.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Nicolai Jørgensen er vant til, at FCK vinder sølvtøj. Arkivfoto: /ritzau
Nicolai Jørgensen er vant til, at FCK vinder sølvtøj. Arkivfoto: /ritzau

Men den opgave bør Ståle Solbakkens hold kunne løfte trods både spillemæssige udfordringer og skadesproblemer.

- Jeg synes ikke, det har set så dårligt ud for FCK, som mange siger. Udekampe i Europa er bare vanskelige, og man kan ikke forvente at cruise igennem Superligaen, når man sælger tre/fire ledende profiler.

- Alligevel har FCK altså kun tabt én kamp i Superligaen og spillet sig videre til playoff i Champions League. Jeg er sikker på, de klarer Qarabag hjemme i Parken, og når Champions League-billetten er i hus, skal FCK også nok finde melodien i Superligaen igen.

Hvis FCK kvalificerer sig til Champions Leagues gruppespil, kan de danske mestre, afhængigt af de øvrige kval-resultater, enten havne i tredje eller fjerde seedningslag, mens Feyenoord med garanti vil blive seedet i det dårligste lag i gruppespillet.

Det står på spil for FCK

Hvis FCK samlet kan besejre Qarabag fra Aserbajdsjan venter Champions League-gruppespillet.

Det udløser: 15 mio. kr. i samlet sejr over Qarabag.

Grundbeløb i gruppespillet: 89 mio. kr.

Andel af marketpool (tv-penge): 55-60 mio. kr. (beløbet er ikke endeligt, men FCK vil være eneste skandinaviske deltager)

Bonus pr. sejr i gruppespillet: 11,1 mio. kr.

Uafgjorte kampe: 3,7 mio. kr. (Derudover bliver der fordelt yderligere 3,7 mio. kr. fra hver uafgjorte kamp. Flere sejre udløser større andel af uafgjortkagen).

Hvis FCK kvalificerer sig videre fra gruppespillet: 41 mio. kr.

 

Europa League:

Pladsen i gruppespillet er sikret: 19 mio. kr.

Marketpool (tv-penge):  20-25 mio. kr. (beløbet er ikke endeligt, men FCK får eksempelvis et mindre beløb, hvis FC Midtjylland i sidste ende ikke kvalificerer sig).

Deltagelse som national mester: 1,85 mio. kr.

Deltager via playoff-runden fra Champions League: 22 mio. kr.

Hvis de vinder puljen: 4,5 mio. kr.

Hvis de bliver nummer to i puljen: 2,25 mio. kr.

 

 

 

 

Vigtig CL-melding til Ståle: To profiler klar til gyserkamp

Ståle om Santander-form: Han har jo lidt gravet sin egen grav

UEFA afviser FCK-klage over slag i hovedet

FCK-klager over 'MMA-albue': 'Hører ikke hjemme på en fodboldbane'