'Langt om længe viser I det, FCK'

Trods et hav af brændte chancer mod SønderjyskE, er mesterskabet snublende tæt på. Blandt andet på grund af svulmende økonomiske muskler, som nu giver bonus på banen, mener Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen

FCKs Thomas Delaney og SønderjyskEs Nicolaj Madsen. Foto: Jens Dresling
FCKs Thomas Delaney og SønderjyskEs Nicolaj Madsen. Foto: Jens Dresling

1-0 ER RIGELIGT. Sådan tænker de formentlig i Leicester, hvor endnu en sejr i den størrelse har sendt sensationsklubben forbavsende tæt på mesterskabet – og i Parken, der tog FCK endnu et skridt mod en tæskesikker DM-titel.

Nu er det sådan, at i langt de fleste tilfælde, så er det pengene, der afgør, hvor mesterskabet havner.

Muligvis med Leicester som den fantastiske undtagelse, ligesom FCN, AaB, og FCM og har snydt FCK de seneste tre ud af fire sæsoner.

SÅDAN BLIVER det ikke i år, hvor københavnerne langt om længe kan gøre op med nogle sæsoner, hvor pengene har været større end evnerne. Når det har handlet om, at stable et slagkraftigt mandskab på benene.

At FC København står i en fuldstændig enestående situation i Danmark, viser Ekstra Bladets historie om sponsorkronerne.

Når man hvert eneste år er sikker på, at kunne indkassere minimum 50 millioner kroner mere end konkurrenterne i sponsorindtægter, ja så giver det det nogle helt særlige muskler at spille med, når man skal tiltrække og købe spillere.

Selvfølgelig sammen med den øvrige forretning, men i fodbold er sponsor-delen ultravigtig - også i FCK.

DER ER DA også kun grund til at hejse på hatten over, at FCK har kunnet løfte deres brand i en sådan grad, at der er virksomheder, der uden at blinke, sender så mange penge i FCK’s retning.

Sport og Spil Derfor kan Ståle bruge flere penge end de andre

I PARKEN, i den såkaldt umulige topkamp mod SønderjyskE, fik sponsorerne og alle andre, der kiggede med, 25 forsøg på kassen fra FCK’s side, men den afgørende kvalitet i både oplæg og afslutning manglede hos de forreste af Ståle Solbakkens spillere.

At SønderjyskE til allersidst havde mulighed for at stjæle et enkelt point, burde få Solbakken op i det røde felt trods sejren. Den ensidige forestilling, der manglede en topkamps nerve og intensitet – burde have været afgjort længe inden da.

DET ÆNDRER ikke på, at FCK kom tilbage på sejrssporet med Benjamin Verbic, Thomas Delaney, Peter Ankersen og Yussef Toutouh som de mest markante indslag.

Ja, spørgsmålet er, om ikke Toutouh har overhalet den karantæneramte William Kvist på den centrale midtbane. Specielt i kampe hvor FCK har bolden så meget.

STÅLE SOLBAKKEN kunne altså ånde lettet op – og det var der i høj grad to andre trænere, der også kunne.

* Colin Todd har lagt en helt anden Keller-kurs end den øvrige ledelse, og derfor er han nødt til at skabe resultater. Ellers kunne en stribe nederlag hurtigt få englænderen ud af klappen. Mod OB så det i den grad ud til, at en samlet spillertrup stod bag træneren og ville vise, at hans manglende udtagelse af Keller var rigtig.

* Jess Thorup var under voldsomt pres efter en mildest talt ujævn og hakkende indsats i Superligaen, hvor en gentagelse af mesterskabet virker som en fjern drøm. Sejren over Brøndby – i en totalt bleg udgave – kom altså på det helt rigtige tidspunkt og endda med en form for fodbold, der gav minder om guldsæsonen. 2-0-sejren kunne sagtens have været større, og det må have været en lettelse for Thorup, at se en masse gode individuelle præstationer. Også fra Pione Sisto.

SÅ LIGE NU, er det vel egentlig kun Glen Riddersholm, der for alvor må hænge med skuffen. Nu fem kampe i streg uden en sejr i Superligaen, og måske den forsvarende mestertræner også drømmer om en lille 1-0-sejr ...

Sport og Spil Derfor kan Ståle bruge flere penge end de andre

Tidligere var trøjen på tilbud, nu kan den foræres væk... Allan Olsen - 31. mar. 2016 - kl. 18:55 FCK er 'karriereklovnens' bedste redningsplanke

Se Benjamin Verbic' langskudskasse:

23 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere