Løftet pegefinger: 'Det må simpelthen ikke ske'

Inden sejrsmusikken fik lov at spille i FC Københavns omklædningsrum, kom træner Jess Thorup med en advarsel

Highlights: Højdramatisk FCK-sejr over AGF efter fem mål og to vidt forskellige halvlege. Video: Discovery Networks Danmark

Jess Thorup smilede bredt over de tre point, men FCK-træneren løftede også pegefingeren i omklædningsrummet og advarede sine spillere efter 3-2-sejren over AGF.

- Jeg sagde til dem, at det ikke sker igen, at vi er foran 3-0 og lukker modstanderen ind i kampen. Det må simpelthen ikke ske.

- Jeg var nødt til at løfte pegefingeren og sige, at det var en advarsel. Da det var sagt, sagde jeg, at nu kunne de godt sætte musikken på og glæde sig over sejren.

- For selvfølgelig skal vi glæde os, når vi vinder, sagde Jess Thorup, der kan konstatere, at FCK nærmer sig Brøndby på andenpladsen.

- Vi har hentet 13 point i slutspillet og har over to point i snit. Vi nærmer os noget, som ikke mange troede muligt for et par runder siden.

- Det ser ikke så dumt ud, som folk ellers gerne vil gøre det til. Vi har et kæmpe efterslæb fra starten af sæsonen, men vi er stadig med i ræset, og det er en fed fornemmelse.

Jess Thorup fik travlt under kampen, da hans spillere kom på hælene. Foto: Lars Poulsen
Jess Thorup fik travlt under kampen, da hans spillere kom på hælene. Foto: Lars Poulsen
 

Sådan faldt målene i Parken

1-0 Kamil Wilczek (7)

Mohamed Daramy fandt en fri Viktor Fischer i AGF-feltet. Han sendte hurtigt bolden fladt videre ind foran mål, hvor Kamil Wilczek dukkede op som den første og med en sikker afslutning bragte FCK i front.

2-0 Victor Nelsson (17)

Kamil Grabara gik galt i byen på et lumsk hjørnespark fra Fischer. Han boksede forbi bolden og ved bagerste stolpe kunne Victor Nelsson stange sin første FCK-scoring i kassen.

3-0 Jonas Wind (33)

Casper Højer sparkede til Daramy i stedet for bolden, og dommer Peter Kjærsgaard pegede på straffesparkspletten. Jonas Wind var sikker, selvom Grabara kastede sig til den rigtige side.

3-1 Kevin Diks (57)

FCK’erne tog sig en blunder på et hjørnespark fra Casper Højer, og det udnyttede Kevin Diks ved forreste stolpe. Grytebust fik hænderne på hovedstødet, men kunne ikke forhindre en reducering.

3-2 Kevin Diks (67)

Kevin Diks viste igen, at han er en giftig mand ved hjørnespark. Hausner fik headet bolden ind i retning af hollænderen, der med ryggen til mål ekvilibristisk sendte bolden i nettet.

Derimod er AGF tæt på ude af medaljekampen, men David Nielsen havde ros til sit hold efter næsten-comebacket i Parken:

- Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi får en respons. FC København var bedst i første halvleg og laver tre mål.

- Vi er bedst i anden halvleg og laver to. Overordnet set kunne kampen være endt uafgjort, og så var der ikke nogen, der havde sagt noget til det. Lidt skarphed for os, så havde vi fået point i dag.