Malmö-stjerne efter ørkenkrig: Vi er større end FCK

Rivaliseringen mellem FC København og Malmö FF blusede op på The Sevens Stadium i Dubai, hvor de to skandinaviske klubber ikke sparede hinanden i et opgør, der utroligt nok sluttede med 22 spillere på banen

Spillerne røg i infight i dagens træningskamp. (Foto: Ole Steen)
Spillerne røg i infight i dagens træningskamp. (Foto: Ole Steen)

DUBAI (Ekstra Bladet): Danmark og Sverige har igennem årene udkæmpet mange krige, men dette var så vidt vides den første midt i en ørken.

På The Sevens Stadium godt 45 kilometer fra Dubais strande og skyskrabere er tilskuerne vant til at se rugby, og det var ikke langt fra, at FC København og Malmö FF udviklede sig til noget lignende, da de to klubber fredag mødtes i træningsturneringen Dubai International Cup.

På den anden side af Øresund bryder man sig ikke om FCK. Malmø-folket husker stadig, hvordan dansk politi gik alt for hårdt til deres tilhængere i en Royal League-kamp tilbage i 2005.

Siden har de ventet på en officiel undskyldning fra københavnerne.

Men FCK har ikke ment, at det var deres opgave at undskylde for, hvad politiet gjorde, og den sydsvenske klubs fans har derfor det svært med den danske hovedstadsklub.

Kusk fik det til at brage
Malmø-drengen Markus Rosenberg bliver heller aldrig FCK-fan, og den 33-årige MFF-kaptajn gik da også forrest i slaget i Dubai.

Efter kun ti minutter blev han ramt på skinnebenet af Kasper Kusk, så det kunne høres helt oppe på den næsten mennesketomme tribune.

Rosenberg svarede igen med at råbe og skrige højt, og som en olm tyr truede han med at stange til klejne Kusk.

Så var den nordiske ørkenkrig ligesom skudt i gang, og flere blandede sig straks i festlighederne og sendte den stakkels – og lettere overmatchede – lokale dommer på overarbejde.

– Jeg har nærmest aldrig lavet et frispark før, så jeg var nærmest selv i chok derinde. Men det var en fed træningskamp.

– Normalt er der ikke den intensitet, sagde Kasper Kusk, den rolige nordjyde, der var gnisten, der fik det til at brage i Dubai.

Lavet af stål
I resten af opgøret var der flere grove frispark, en hel del skubben og masser af mundhuggeri.

Tinnerholm, Rodic og Rosenberg gik i spidsen for Malmø, mens der fra dansk side blevet svaret igen af Zanka, Delaney og Jørgensen.

Højdepunktet – hvis man da kan kalde det for det – faldt midt i 2. halvleg, da Nicolai Jørgensen lavede en hård tackling på en Malmø-spiller helt ude ved sidelinjen.

Youssef Toutouh i aktion i fredagens kamp. (Foto: Ole Steen)
Youssef Toutouh i aktion i fredagens kamp. (Foto: Ole Steen)
 

Det fik Markus Rosenberg til at sætte en benbrækker tackling ind på FCK-angriberen.

– Men jeg er heldigvis lavet af stål, grinede en uskadt Nicolai Jørgensen efter kampen var fløjtet af.

– Nej, det er, hvad der sker. Han kom lidt meget for sent, men min tackling var også lidt for hård, så lad os sige, at den står 1-1 der.

– Der var tænding på, og intensitetsmæssigt lignede det meget en turneringskamp. Og det kan godt være, at det ser hårdt ud, men det var ikke noget, som vi ikke har prøvet før, fortsatte Jørgensen, da pulsen var faldet til det fornuftige.

Fik en ordentlig én
Et par meter fra ham stod fjenden Rosenberg, som nok var blevet sendt uden for døren, hvis det havde været en skoleklasse, at balladen var foregået i.

Han var involveret i det meste, men slap ligesom Jørgensen med et gult kort og mente ikke, at han skulle have været smidt ud.

– Det var en tuff kamp med mange nærkampe, men det er kul, så længe ingen bliver skadede. Det var skønt, at begge hold tager en træningskamp alvorligt.

– Jeg fik en ordentlig én og delte selv én ud. Jeg kan godt forstå, hvis han (Nicolai Jørgensen, red.) er utilfreds, men det var jeg også, da jeg fik et smæld på midten (af Kusk, red.). Så det var 1-1, og det er ingen sure mine bagefter, sagde Markus Rosenberg til Ekstra Bladet med et skævt smil.

– Hvad er det, der er mellem Malmø og FCK?

– FCK synes, at de er størst, og vi synes, at vi er størst. Ser man på de seneste år, så er vi størst, for vi har været med i Champions League i to år i træk.

– Man kan sammenligne på flere forskellige måder, men i dag var de bedre end os, sagde Malmø-profilen, som Christian Poulsen gav en mavepuster i Parken i den berømte og berygtede skandalekamp i 2007.

Så galt gik det trods alt ikke i Dubai. Alle spillere blev på banen, og ingen tilskuere fandt anledning til at hjælpe dommeren, der ellers godt kunne have haft brug for det.

– Ja, der var overraskende meget knald på, men det var fint nok. Det er to klubber med store egoer, og Ståle havde godt sagt til os, at der ville blive fuld tryk på, så nu skulle vi holde hovedet koldt derinde, sagde FCK-anfører Thomas Delaney og mente, at FCK også i den disciplin havde været bedre end den svenske rival:

– Jeg ved ikke, om vi hele tiden holdt det koldt, men vi holdt det lidt mere koldt end dem…

I stærkeste opstilling
Fem gule kort til Malmø og bare ét til FC København viser, at Delaney havde en pointe, men nu når vi er ved kortene, var det mest overraskende, at opgøret i Dubai International Cup sluttede med 22 spillere på banen.

– Der kunne nok godt være faldet et enkelt eller to, som Malmøs Anton Tinnerholm sagde til Ekstra Bladet efter det hidsige opgør, som dog blev afsluttet med håndtryk og lidt småsnak.

Og nå ja, så blev der faktisk også spillet fodbold. Et FCK-hold i noget nær stærkeste opstilling var bedst til det og vandt ganske fortjent med 1-0.

Scoringen blev sat ind af krigeren Thomas Delaney med hovedet kort før pausen.

58 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere