Manchester United slår FCK ud af Europa League efter forlænget spilletid

Bruno Fernandes sendte Manchester United i semifinalen på en scoring på straffespark - Rasmus Falk strålede og både Karl-Johan Johnsson og Victor Nelsson leverede på højt internationalt niveau

Victor Nelsson kom i vejen for meget i Europa League-dramaet mellem FCK og Manchester United. Foto: Sascha Steinbach/Ritzau Scanpix
Victor Nelsson kom i vejen for meget i Europa League-dramaet mellem FCK og Manchester United. Foto: Sascha Steinbach/Ritzau Scanpix

KÖLN (Ekstra Bladet): Manchester United og Europa League-kvartfinalen blev endestationen for FC København i denne sæsons europæiske eventyr.

Men Ståle Solbakkens tropper overgav sig først efter forlænget spilletid mod mægtige Manchester United. Efter 0-0 i den ordinære spilletid vandt Manchester United 1-0 på et straffespark, som Bruno Fernandes scorede på.

Se også: Fantastiske Falk: Overstrålede alle verdensstjernerne  

Det var syvende scoring fra portugiseren på straffespark, siden ankomsten til Manchester United i starten af året.

Ståle Solbakken gik straks mod sin landsmand og trænerkollega, Ole Gunnar Solskjær, da slaget var tabt. Solbakken lagde en arm på Solskjær skulder. Og her stod de så og sludrede i nogle få sekunder.

På det mennesketomme og stemningsforladte Rhein Energie Stadion i Köln fik Manchester United underkendt to scoringer for offside. Derudover ramte englænderne stolpen fire gange, mens Anthony Martial leverede et par store afbrændere.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Men det var først, da Andreas Bjelland lagde hånd på Martial i første halvleg af den forlængede spilletid, FCK måtte overgive sig efter scoringen på straffespark. Det var et straffespark i den tynde ende. Men Bjelland berørte franskmanden, der faldt til jorden.

Ståle Solbakken havde givet FCK blot 10 procent chance for at besejre Manchester United. De hvidblusede spillere havde også stor ære af opgøret. De var kompakte, godt organiserede og gjorde det i perioder svært for de rødblusede United-stjerner.

Og så havde de faktisk et par gyldne muligheder, der ikke blev udnyttet ved stillingen 0-0.

På mange måder leverede FC København en solid holdindsats, der må aftvinge international respekt. Defensiven var solid, hvor Karl-Johan Johnsson var en klippe med flere mesterlige redninger. Victor Nelsson var et fyrtårn i bagkæden, hvor han ikke kun tog mange slåskampe med Anthony Martial.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

På midten kæmpede og sloges Carlos Zeca, selv om han så slidt ud mod slutningen. Offensivt viste Jonas Wind i sandhed også international klasse i lange perioder undervejs. Stærk fysisk og dygtig til at fastholde bolden.

Men mest af alt strålede Rasmus Falk. Hvis ikke han allerede er opdaget, så vil der dukke et par tilbud op på ham henover sommeren.

Falk var nemlig FCK’s bedste mand. Han storspillede på banen, viste initiativ og snød mesterligt to United-spillere, da han spillede bolden bagom sig selv og leverede et sublimt oplæg til Jonas Wind efter pausen. Wind burde have afsluttet, men sendte bolden videre til Bryan Oviedo, der fik sit skud blokeret af Eric Bailly.

Feriekamp af United

Det var ikke til at se Manchester United kom fra en periode med blot ét nederlag de seneste 23 kampe. De har været velspillende og velorganiserede og så har nyerhvervelsen Bruno Fernandes været en stjerne.

Solskjærs spillere var slet ikke oppe i normale omdrejninger. I lange perioder lignede det en ren feriekamp for Manchester United-spillerne. De løb ikke de ekstra meter og tog lidt løst på udfordringen.

Marcus Rashford var en skuffelse, Bruno Fernandes ramte ikke topniveauet og Paul Pogba viste kun i glimt sine kvaliteter.

FC København havde en rigtig god periode omkring det første kvarter, hvor holdet burde have scoret.

På Pep Biels fine forarbejde kiksede Mohammed Daramy fuldstændig en afslutning tæt under mål. Angriberen ramte simpelthen ikke bolden.

Daramy var også på spil kort efter, hvor der ikke kom noget ud af det fine samspil med Jonas Wind. I den situation fik han heller ikke afsluttet.

Det var en svækkelse, at Nicolai Boilesen måtte trække sig ud allerede efter et kvarters spil. Han var kommet rigtig godt i gang, men han mærkede det trak op i baglåret. Derfor bad han straks om udskiftning.

Kort før pausen blev FCK reddet af dommerne i VAR-rummet. Den franske dommer Clement Luis Turpin dømte mål i en situation, hvor Mason Greenwood scorede via den ene opstander. Men billederne viste, at United-spilleren var op imod en halv meter på den forkerte side.

Derfor blev scoringen underkendt og det var heldigt for FCK, der mod slutningen af første halvleg var under et massivt pres.

Billedgalleri mange flere billeder fra kampen/sejren

1 af 14 
2 af 14 
3 af 14 
4 af 14 
5 af 14 
6 af 14 
7 af 14 
8 af 14 
9 af 14 
10 af 14 
11 af 14 
12 af 14 
13 af 14 
14 af 14 

Se også: FCK kræver undskyldning fra minister efter tweet

Se også: Liverpool køber tidligere Esbjerg-spiller

Se også: Transferchok for United: Får ikke stjernen

373 kommentarer
Vis kommentarer