Mestrene i stærkt comeback

FCK vendte dog 0-2 til 3-2 i sæsonåbningen på to kasser og en assist af Dame N’Doye og med en stærk keeper mellem stængerne

ODENSE (Ekstra Bladet): Mestrene dinglede fælt i tovene i Odense, men Ståle Solbakken og hans mænd kunne trods alt trække sig hjem mod hovedstaden med en slidsomt tilkæmpet 3-2 sejr i bagagen – selv om de var bagud 0-2 allerede efter en halv time.

Dame N’Doye med to scoringer og en assist og den forhenværende OB-keeper Sten Grytebust blev to helt afgørende profiler på en dag, hvor københavnerne efter salg, med Peter Ankersen på stand-by og Andreas Bjelland skadet var udfordret i defensiven.

I dén grad!

Hold da helt kæft for en femstjernet fynsk åbning på sæsonen. Alt knaldfyrværkeriet blev fyret af straks fra start mod et dansk mesterhold, der stillede med en fuldstændig ny bagkæde og med en målmand, der nok er ny i København – men langt fra ukendt i Odense.

En professor i defensiv fodbold ville næppe sende mange anerkendende bemærkninger afsted efter den københavnske konstellation i en start, der inden for de første ti minutter bød på en fynsk kasse og fem andre store chancer – tre til værterne og to til gæsterne.

Det gik galt for FCK’s nye midterblok med Sotirios Papagiannopoulos og ungtyren Victor Nelsson – i Andreas Bjellands fravær – allerede efter 51 sekunder. Vanvittigt arbejdsomme Troels Kløve løb fuldstændig uhindret dybt ind i feltet og hamrede Ryan Johnson Laursens flanke utageligt ind bag Sten Grytebust.

Sikken start for nordmanden, der i tre sæsoner var en klippe i den fynske hovedstad, hvor Oliver Christensen nu  bliver støttet massivt af fantribunen med sangen ’Ollie er en mur!’ Han måtte dog sige pænt tak til stolpen, da Jonas Wind fyrede af i det ottende minut.

Spillet tumlede frem og tilbage mellem hurlumhejhuset i den københavnske defensiv og de viltre værter, der dog ikke blev belønnet for knokleriet, før uret runde den halve time – og Troels Kløve minsandten som bageste mand i feltet kunne stige til vejrs og heade OB på 2-0 med et forsøg, der sejlede som en fed, anskudt måge over alt og alle og lagde sig til rette i det lange hjørne.

Så vågnede mestrene efterhånden, og bedst som OB’s fans havde travlt med at håne Viktor Fischer under et københavnsk hjørnespark, kom reduceringen. Dame N’Doye steg relativt uberørt til vejrs og headede mod kassen, hvor Jonas Wind rettede kuglen det sidste stykke ind bag den nye fynske ’mur’.

Straks efter pausen dukkede Viktor Fischer så langt om længe ud af disen, sprang over Pierre Bengtssons aflevering ind imod feltet, modtog prompte kuglen fra Jonas Wind, et træk og en frispilning til Dame N’Doye, der har scoret sværere mål i sin karriere. Ren billard på et nærmest perfekt græstæppe.

Dame N’Doye vendte så en vild kamp fuldstændig på hovedet, da han i det 70. minut via Rasmus Falk og Carlo Holse blev spillet fri i højre side af feltet og let kunne sende bolden forbi Oliver Christensen og ind til -32, mens Janus Drachmann og Co. heftigt appellerede for offside.

Bashkim Kadrii var tæt på at overliste Sten Grytebust et kvarter før tid, men OB’s fans har jo ofte set nordmanden rulle teleskoparmene ud og dirigere en kugle til hjørnespark. Tidligere var de vældigt tilfredse – denne søndag ikke! Nordmanden demonstrerede allerede i første halvleg sin gepardagtige hurtighed på et forsøg fra Anders K. Jacobsen.

Og han gentog såmænd kunsten ti minutter før tid, da Jacob Barrett fyrede et lidt halvkikset forsøg afsted.

Det brændte flere gange alvorligt på i FCK-forsvaret under det fynske stormløb i kampens slutning, men et lettere vakkelvornt FCK-mandskab holdt hjem.

Se også: Håbløst: AaB banket af oprykker
Se også: Efter kæmpe kaos: Håner Magnussen og Haas
Carsten V. Jensen er på papiret den rette mand for Brøndby. Foto: Philip Davali Sport og Spil Her er beviserne: Brøndbys nye boss er Danmarks bedste købmand

1 af 10 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
2 af 10 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
3 af 10 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
4 af 10 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
5 af 10 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
6 af 10 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
7 af 10 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
8 af 10 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
9 af 10 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
10 af 10 Dame N'Doye var flyvende søndag eftermiddag i Odense. Foto: Claus Fisker
262 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere