PARKEN (Ekstra Bladet): Godt nyt for Dynamo Kiev, dårligt nyt for FC København: Dame N’Doye er ikke med i torsdagens Europa League-opgør mellem FCK og Dynamo.
Allerede kort efter SønderjyskE-kampen søndag aften stod det klart, at den 34-årige senegaleser næppe ville blive klar til københavnernes kamp mod ukrainerne.
Nu er han så i kapløb med tiden for at blive klar til søndagens topopgør mod FC Midtjylland.
- Jeg udelukker ikke, at han kan være klar til søndag, men det er heller ingen selvfølge. Nu må vi se de næste dag, siger Ståle Solbakken, der søndag tog N’Doye tidligt ud i håbet om, at han kunne få en god træningsuge.
Men kroppen i al almindelighed og det opererede knæ i særdeleshed er ikke restitueret hurtigt nok, så det bliver sandsynligvis Michael Santos og Pieros Sotiriou fra start i Parken.
- Havde N’Doye været klar, havde han spillet. Men han skal kun spille, når han føler sig klar til det.
- Jeg kan ikke tvinge ham på banen, hvis ikke han har en god følelse. Og det har han ikke haft siden søndag, siger Ståle Solbakken, der derfor heller ikke har haft N’Doye inde i planerne til Kiev-kampen.
Senegaleseren var i august igennem en knæoperation og er først lige for alvor vendt tilbage til FCK-holdet. Han har spillet de to seneste Superliga-kampe mod AGF og SønderjyskE, mens han sad over i pokalen mod FC Nordsjælland.
Lige nu er fysikken ikke til to kampe om ugen, men mon ikke han trods alt er med i bussen til Herning…
Tidlig julegave til FCK-fans: Kaptajnen har skrevet under
Hareide kritiserer Bendtner: Det er altid alle andres skyld
Krigen raser: FCM-boss skyder tilbage mod Ståle