Nu beder politiet om hjælp: Mange anmeldelser efter Derby-ballade

Der er blevet anmeldt 23 tilfælde af vold efter Derby-kampen, og politiet beder alle, som har genkendt nogle fra de voldsomme scener om at hjælpe

Hvis man så søndagens kamp mellem Brøndby og FC København, så bemærkede man nok de voldsomme scener i FC Københavns fanafsnit i slutningen af kampen. Her kunne FCK først melde om, at de havde identificeret 20 personer, og nu fortæller Københavns Vestegns Politi, at de efterforsker 23 anmeldelser.

Det fortæller politiet i en pressemeddelelse.

De mange anmeldelser fordeler sig med en anmeldelse om vold mod en kontrollør plus 22 tilfælde af vold mod politifolk samt overtrædelser for at besidde narkotika, bruge kasteskyts, våbenbesiddelse og for at maskere sig.

Her beder politiet desuden om hjælp.

- En del af efterforskningen handler om at identificere gerningsmændene, og vi modtager gerne henvendelser fra borgere med viden eller som har genkendt nogen via mediernes dækning af hændelserne, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Efter selve kampen blev seks mænd sigtet for vold og trusler mod politiet.

Har du oplysninger i sagen, kan du døgnet rundt kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 43 86 14 48.

De voldelige episoder skete kort efter Brøndbys afgørende scoring i det 90. minut. Her fik en kontrollør først en på hovedet, som du kan se i dette klip.

Derefter væltede det ind med politi, men det fik kun ballademagerne til at eskalere volden, og de efterfølgende 20 minutter står som nogle af de sorteste i dansk fodbold.

FCK-profil liker hooliganbilleder på sociale medier

FCK-fan hyldet på nettet: Derfor gjorde jeg det

Spiller pryglet efter nedrykning: Så rå er svenske hooligans

Danske hooligans trapper op til krig