Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Overraskende melding: FCK kan 'overleve' uden

- Lalandia og kontortårnene har udviklet sig så positivt, at FCK nu kan leve et år uden et europæisk gruppespil, siger økonomisk ekspert

TV. Gode FCK-minder fra sidste Champions League-sæson. Her scorer Thomas Delaney på en flugter mod Brugge fra 30 meter.

Hvis du som dansk topklub skal slås mod de største på den europæiske fodboldscene, skal du have flere ben at stå på.

Den filosofi kan Parken Sport & Entertainment profitere af i 2018, hvor et europæisk gruppespil lige nu ikke virker som det mest realistiske for Ståle Solbakkens kriseramte mandskab.

Ja, pokalturneringen kan blive redningsplanken, men der er stadigvæk lang vej hjem.

Mens et år uden et europæisk gruppespil for FC København tidligere var en stor økonomisk bet for koncernen, blæser der nu helt andre vinde i Parken.

- Lalandia og kontortårnene i Parken har udviklet sig så positivt, så hullet er lukket, og FC København godt kan leve uden et europæisk gruppespil ét år.

- På den måde kan man sige, at Parken nu er ved at lykkes med Flemming Østergaards gamle drøm om at skabe stabilitet i forretningen, selv om det kikser et enkelt år på fodboldbanen, siger Morten W. Langer, redaktør på Økonomisk Ugebrev, til Ekstra Bladet.

Lalandia en stor succes
Han har analyseret Parkens regnskaber og er kommet frem til, at de to ben – Lalandia og kontortårnene - har udviklet sig særdeles positivt for Parkens drift de senere år.

- Hvis vi ser tilbage til 2015, hvor FCK senest kiksede et gruppespil, var Parken meget afhængige af både et europæisk gruppespil og transferindtægter for at skabe et positivt resultat.

- Nu er billedet bare et helt andet. Lalandia har de første tre kvartaler givet et overskud på 84 mio. kr. Det ligner et plus for året i niveauet 110 mio. kr. For kontortårnene vil overskuddet for året ligge i omegnen af 40 mio. kr. Og det er kraftige forbedringer, hvis man sammenligner med 2015-tallene, siger Morten W. Langer.

Fodboldforretningen var fantastisk sidste år, hvor FC København spillede Champions League og millionerne væltede ind. Til gengæld har det primært været transferindtægterne, der har reddet FC København i år.

Sælg Fitness.dk
Mens Lalandia og kontortårnene i Parken er blevet en rigtig god forretning for Parken, trækker tingene i den helt anden retning med Fitness.dk.

- Fitness.dk står med minus 32 mio. kr. efter tredje kvartal. Samtidig har der været store afskrivninger. Virksomheden er inde i en negativ udvikling.

- Jeg tror, at de sælger det fra, når de om et par år har skabt bedre resultater på bundlinjen. Det giver langt mere mening at udvikle Lalandia-produktet, pointerer Morten W. Langer, redaktør på Økonomisk Ugebrev.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Parkens direktør, Anders Hørsholt.

Han har ikke ønsket at svare på, hvilken betydning det har fra hans stol, hvis FCK kikser et europæisk gruppespil.

Nummer ét og to er sikret europæisk deltagelse. Nummer tre eller fire i Superligaen kan havne i Europa. Det afhænger af vinderen af pokalturneringen samt udfaldet playoff-kampen efter sæsonen.

Se også: Krise i København: FCK med nyt nederlag i Parken

Se også: Ståle om Tøffes million-kritik: Du vrøvler!

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen