Bo Rygaard vil for altid blive husket som formanden, der fyrede Ståle Solbakken.
Selvom Rygaard i sine seks år som formand har truffet mange andre store beslutninger, vil fyringen af nordmanden tilbage i oktober 2020 være det aftryk, som i hvert fald FCK-fans vil huske ham for.
Meningerne om afskeden med Solbakken har været mange, og kun fremtiden vil vise, om Rygaard & co. gjorde det rigtige ved at afsætte historiens mest succesfulde FCK-træner.
Bo Rygaard stopper som formand i FC København
Nu er Rygaard selv snart fortid som topleder i Parken Sport & Entertainment, men det er i modsætningen til Solbakken selvvalgt.
- Det er min egen helt personlige beslutning, og jeg synes, at det er det rigtige tidspunkt at give stafetten videre.
- Vi har været igennem et hårdt år med pandemi og restrukturering af fodboldklubben. Jeg er rigtig glad for, at jeg har været med i hele 2020, og vi står 100 procent klar driftsmæssigt hele vejen rundt, siger Bo Rygaard til Ekstra Bladet.
Den 55-årige erhvervsmand trådte til i 2015 og når seks år som formand.
Som professionel bestyrelsesformand har han tunge poster i en række andre selskaber som for eksempel Netcompany.
Han lægger ikke skjul på, at det har været krævende at stå i spidsen for Parken Sport & Entertainment - særligt i 2020 hvor koncernen på grund af coronaen blev ramt på alle fronter:
- Det er helt givet, at formandsposten i Parken er meget tidskrævende. Dybest set er det tre poster i én inden for tre helt forskellige forretningsområder.
- Det er en ordentlig omgang, og det syntes min forgænger også. Jeg har været lykkelig for at være her, men det er også hårdt arbejde.
- Du fik kritik af Ståle Solbakken efter fyringen af ham. Har det haft indflydelse på din beslutning?
- På ingen måde. Det var helt usædvanligt, at man blev mødt af kritik på den måde, men når vi har gjort tingene professionelt og i orden, så påvirker det mig ikke.
- Jeg blev mere ked af det på FC Københavns vegne og på alle vores fans' vegne. Men det er ikke noget, der har påvirket mig.
- Hvad er dit bedste råd til din afløser?
- At glæde sig til, at der bliver åbnet hele vejen rundt. Parken står rigtig godt. Vi har et EM i fodbold, Lalandia er bare klar, og vi har et nyt Lalandia på vej i Søndervig i 2022.
- Jeg har en god mavefornemmelse og en tro på, at vi har nogle fantastiske år foran os. Alle vil bare tilbage igen efter denne pandemi, og jeg er glad for de spor, jeg har været med til at lægge.
- Hvad er du mest tilfreds med i din tid som formand?
- Nu har det ikke været et soloshow. Der er mange, der har arbejdet hårdt. Men jeg er glad for, at jeg har været med til at skabe rammerne for, at vi kunne komme igennem en så vanskelig situation, som vi oplevede med pandemien i 2020.
- Og jeg er også glad for, at vi har fået restruktureret FC København. Der har været et stort stykke arbejde med mange mennesker involveret.
- Derfor synes jeg også, at jeg forlader formandsposten på et fornuftigt tidspunkt, siger Bo Rygaard, der rent formelt træder tilbage i forbindelse med generalforsamlingen 19. april.