Parken i pludselig homo-vending: Laver pride-trøje til skuffet fan

- Det er skønt at se, at en klub som FCK går forrest i kampen mod homofobi og samtidig vedkender sig en lidt uheldig sag, siger fan, der sidste år fik fjernet sit regnbueflag i Parken

Når FCK lørdag aften løber ind i Parken til kampen mod SønderjyskE, vil holdet få opbakning fra en trofast fan iført et bredt smil og en unik fan-trøje med navnet ’PRIDE’ printet hen over 17-tallet på ryggen.

Og den bærer homoseksuelle Jesper Brun Pajor med en vis glæde og stolthed. For udover at han personligt har fået den overdraget af sin favoritklub, symboliserer trøjen for ham et fremskridt i kampen mod homofobi.

- Jeg er selvfølgelig meget glad for trøjen, men jeg er mest glad for, at der er sket så meget i det forløbne år. Det er skønt at se, at en klub som FCK går forrest i kampen mod homofobi og samtidig vedkender sig en lidt uheldig sag, siger han og spoler tilbage til en episode i Parken for et år siden.

Her ville han under en hjemmekamp og midt under Copenhagen Pride markere begivenheden ved at kippe med et regnbueflag i Parken, men tyve minutter før kampstart bad vagter ham venligt om at fjerne den, fordi Parken ikke tolererer ’politiske budskaber’.

- Jeg undrede mig jo over, at det overhovedet var et problem, for der er jo intet politik i det. Men det er fedt, at der siden også er blevet spillet med regnbue-armbind i Parken. Vores tidligere anfører, Mathias Zanka Jørgensen, er jo gået forrest i kampen mod homofobi og har fået Spillerforeningen med på en kampagne.

Nu har FCK-ledelsen altså fremsendt et plaster på såret – dog uden ledsagende hilsen til Jesper Brun Pajor.

- Nej, sådan en var der ikke med. Jeg fik den overbragt af en ven, der arbejder i Parken.

- Men for mig er det ikke det vigtigste. Det er det derimod, at de vil være med til at gøre en forskel. Det er jo nødt til at foregå på Superliga-niveau, når homofobien ude i klubberne skal bekæmpes. Den trives jo helt ned i ungdomsafdelingerne.

- Har du og andre i miljøet kendskab til spillere, der ikke tør springe ud?

- Ork, ja, masser.

- Har det også givet problemer at være homoseksuel i fanmiljøet?

- Jeg har aldrig oplevet problemer i de 25 år, jeg er kommet i Parken, selv om jeg ikke lægger skjul på min seksuelle orientering. Det er nogle fantastiske venner, jeg har der, siger Jesper Brun Pajor.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra ledelsen i Parken, men klubben har i et tweet med et billede af trøjen ønsket 'God Pride'.

Zanka: Dansk fodbold bør slå hårdt ned på homofobi og racisme

Ståle om Santander-form: Han har jo lidt gravet sin egen grav