Efter 33 kampe og 361 dage som ubesejret mesterhold i Superligaen løb FC København ind i et meget sjældent nederlag, da holdet tabte 3-2 til FC Midtjylland i Herning.
Ståle frygter ikke lang Ankersen-pause
Men selv om mestrene dermed fik den første ridse i lakken i en ellers suveræn sæson, så gør pointtabet på Heden ikke det store indtryk på FCK's anfører, landsholdsspilleren Mathias 'Zanka' Jørgensen.
Det indrømmer han åbent overfor Canal 9, hvor han taler nederlaget ned i vanlig selvsikker stil.
- Selvfølgelig havde det været rart at gå igennem uden at tabe, men vi kommer over og møder et hold, som rigtig gerne vil vinde. I store dele af kampen viser vi ikke det, der skal til, men altså... kunne vi være mere ligeglade egentlig?, spørger han retorisk.
En, der næppe er helt ligeglad med resultatet, er FCK-træner Ståle Solbakken, selvom han anerkender indsatsen fra spillerne.
- Vi leverede for så vidt en okay præstation. Før pausen scorede vi på to af tre chancer, og det gjorde de også. Vi scorer et fantastisk mål, og det gør de også. Så det var en intensiv kamp, og de viste at de ville give alt. Men jeg synes, vores spillere gjorde det helt okay, konstaterer nordmanden til FCK's hjemmeside, hvor han dog også lufter sin ærgrelse over det midtjyske sejrsmål.
- Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at de kommer på 3-2, mens Ankersen ligger skadet, og de spiller på indersiden af Verbic. Vi skulle måske have sat en anden derned, men det gik så hurtigt, og jeg var optaget af at få Mads klar til at komme ind. Så det tager jeg på min kappe, forklarer Solbakken.
Blændende FCM-comeback smadrede FCKs super-stime