At spørge en FCK’er hvem han helst vil score imod, svarer nogenlunde til at spørge Paven, om han tror på Gud…
Vil du derimod vide, hvordan det føles at score imod Brøndby, er det langtfra alle i Ståle Solbakkens trup, der kan svare. Og topscoreren Andreas Cornelius er i hvert fald ikke den rette at spørge.
Der er intet dansk hold, FCK-angriberen har mødt så mange gange som klubben fra Vestegnen.
16 gange er det sket, og 16 gange har den 24-årige landsholdsangriber forladt banen uden at have passeret Michael Tørnes, Lukas Hradecky, Frederik Rønnow, eller hvad der nu ellers har stået i vejen.
Andreas Cornelius er sine 16 derby-opgør blevet stoppet af målmænd, overligger og stolper, og han venter fortsat på at fejre sin første scoring mod ærkerivalen.
- Jeg tror, at jeg har ramt lidt af det hele mod dem, men det er sgu ikke noget, jeg går så meget op i. Jeg har vundet eller spillet uafgjort i de fleste kampe mod Brøndby.
- Jeg tror kun, at jeg har prøvet at tabe én eller to gange derude, siger Andreas Cornelius, som man ikke behøver minde om statistikken.
Superligaens pointkonge
Selv om han i FCK har prædikatet som ham den glemsomme, har han helt styr på sine tal.
FCK-topscoreren ved, at FC Midtjylland er hans yndlingsmodstander - syv mål i 13 kampe - og han nævner selv de 12 mål og syv assist, han har lavet i Superligaen i denne sæson.
Det har været den bedste sæson i karrieren for den kommende Atalanta-angriber. Også bedre end gennembrudssæsonen 2012/13, hvor han med 18 mål ellers blev Superliga-topscorer.
Den sæson gik han ikke glip af mange minutter og spillede væsentligt mere, end han har gjort i denne.
Men hans målsnit er marginalt bedre i denne sæson, og han har lavet seks assist flere end i 2012/13.
Topscorerlistens frontduo, FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen og Brøndbys Teemu Pukki, bruger i snit færre minutter på at score et mål end Andreas Cornelius.
Og FCN’s Ernest Assante bruger færre minutter på at lave en assist end den store FCK’er.
Men slår man mål og assist sammen, kan ingen hamle op med Andreas Cornelius.
Han har været involveret i 19 Superliga-scoringer og har i snit bare brugt 89,7 minutter på enten at score et mål eller lægge op til et.
Det gør ingen bedre i Superligaen.
Superligaens pointkonge holdt sit snit, da FC København 2. påskedag vandt 1-0 på Brøndby Stadion.
Med hovedet lagde han op til Benjamin Verbic, der sikrede københavnsk sejr på Vestegnen. Men sit eget nul fik han ikke slettet. Forklaring udbedes!
- Det er som regel tætte kampe uden så mange chancer, så det kan være lidt tilfældigt, hvem der lige får scoret.
- Jeg håber da at score mod Brøndby, men jeg håber endnu mere, at vi slår dem. Jeg vil hellere vinde begge kampe og ikke score, end at jeg scorer, og at vi taber én af dem, siger Andreas Cornelius.
Ingen guldrivalisering
FCK og Brøndby mødes to gange inden for halvanden uge. Søndag er der topmøde i Parken i Superligaen, Kristi himmelsfartsdag lægger samme stadion græs til pokalfinalen mellem de to rivaler.
- Det er de sjove kampe at spille. Det er altid godt knald på med mange tilskuere. Men det er først for alvor i denne sæson, at Brøndby … jeg vil ikke sige, at de har været tæt på os, men de ligger nummer to, selv om de er 16 point efter.
- Det er ingen rigtig guldrivalisering endnu, men de er i hvert fald de nærmeste forfølgere. Det har vi ikke prøvet før, og det gør det selvfølgelig også lidt sjovere, siger Andreas Cornelius, der før dagens opgør er oppe på 1259 målløse minutter mod Brøndby.
Det svarer til tyve timer og 59 minutter.
- Ja, det er skidt, siger Andreas Cornelius med et selvtillidsfuldt grin.
- Men det er lige meget. Vi har jo vundet. Hvor mange timer siden er det ikke, at de har vundet over os…
Det har han ikke svaret på, men det er trods alt ’kun’ godt halvandet år og ti og en halv times fodbold siden, at det skete.