PARKEN (Ekstra Bladet): Ståle Solbakken jublede som besat, og havde svært ved at holde sig inde i sit trænerfelt.
Jo, FCK-manageren var godt klar over, hvad Mohamed Daramys scoring dybt inde i tillægstiden betyder for københavnerne.
Den sikrede FCK en 3-1-sejr over Riga FC, og de danske mestre er nu snublende nær en plads i Europa Leagues gruppespil og de dertilhørende 70 mio. kr.
FCK er et klart bedre mandskab end Riga, og bør efter Daramys sene scoring ikke for alvor rende ind i problemer i Letland i næste uge.
Artiklen fortsætter under billedgalleriet
Der var ingen N’Doye, ingen Wind, men masser af pres på FCK forud for opgøret mod de lettiske mestre.
For både renomméet og økonomien vil blive hårdt ramt, hvis Europa Leagues gruppespil misses. Straffesparksnederlaget til Røde Stjerne betød, at de danske mestre gik glip af muligheden for at tjene en kvart milliard kr.
I Europa League er pengene noget mindre, men FCK er som minimum sikret i størrelsesordenen 70 mio. kr. ved blot at kvalificere sig til gruppespillet.
Det er den budgetterede indtægt, der skal sørge for plusset i koncernens 2019-regnskab.
På banen viste FCK da også hurtigt, at de havde tænkt sig at snuppe millionerne og pladsen i gruppespillet.
Holse, Falk og Fischer havde alle fine muligheder inden for det første kvarter, men måtte se Roberts Ozols redde.
Han havde en travl aften i Riga-målet, men så ikke helt godt ud, da velspillende Viktor Fischer i 18. minut fortjent bragte FCK foran.
Målmanden lod sig overrumple ved forreste stolpe, og så kunne Fischer fejre sit første sæsonmål. FCK belejrede letternes banehalvdel, og de gråklædte Riga-spillere brugte stort set al energi på at forsvare sig.
De lignede et hold, der var mere end tilfredse med at gå til pause kun bagud 0-1, men kort før pausen fik de udlignet ud af ingenting på deres allerførste chance.
Københavnere tabte et par dueller midt på banen, og Vladimirs Kamess snød efter en fin pasning fra brasilianske Brisola hjemmeholdets offsidefælde.
Riga-angriberen sendte koldt udligningen ind bag Sten Grytebust – og chokbølger igennem Parken.
Ståle Solbakken reagerede prompte. Ud med Holse og ind med Michael Santos. Angriberen fra Uruguay blev onsdag købt i Málaga og fik lyndebut i FCK-trøjen.
De danske mestre dominerede også kraftigt efter pausen, men Pieros Sotiriou manglede tæt under mål lige et par centimeter i at nå frem til Jens Stage tværpasning i 54. minut.
Den cypriotiske angriber fik dog scoret kort efter, da han sendte et straffespark ind bag Ozols.
Riga-spillerne var rasende på dommer Nijhuis, men Panics arm ramte Santos’ indlæg, og Sotiriou var sikker fra den nye straffesparksplet i Parken…
FCK’erne pressede på for den tredje scoring, der ville kunne sende dem af sted til Riga med nogenlunde ro i sindet, men de var tyve minutter før tid tæt på igen at blive ramt af deres egen skødesløshed.
Laizans fik ugeneret lov til at spadsere ind i FCK-feltet, og hans afslutning prellede af på stolpen.
I den anden ende var indskiftede Mohamed Daramy tæt på en lynscoring, men stortalentet måtte se Ozols klare.
Dybt ind i tillægstiden fik han dog en chance mere, og denne gang fik han lige nøjagtig bolden forbi Riga-keepren til stor jubel for Ståle Solbakken og hovedparten af de 13.930 tilskuere i Parken.
FCK-boss: Stadig råd til indkøb
Champions League-alarm! FCK-farvel dyrt for dansk fodbold
Koster kassen: Sådan stopper de Superligaens største brokrøve
Superliga-stjerne: - Ikke et fravalg af FCK, men...
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.