Skadet FCK'er fik sms fra Brøndby-mand

Tom Høgli fik efter sin skade en besked fra Brøndby-synderen Ronnie Schwartz - den skadede nordmand drømmer om at være med til at spille sit land til EM

Tom Høgli i smerter efter den hårdhændede behandling fra Ronnie Schwartz på Brøndby Stadion (Foto: Lars Poulsen)
Tom Høgli i smerter efter den hårdhændede behandling fra Ronnie Schwartz på Brøndby Stadion (Foto: Lars Poulsen)

FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Tom Høgli drømmer om at gøre lyncomeback for FC København og Norge.

Den sympatiske back pådrog sig to brud i ryggen i derbyet mod Brøndby i slutningen af september, men er foran tidsplanen og kan i allerbedste fald komme i spil til Norges playoff-kampe midt i november.

- Det går bedre, end vi troede. Jeg tror, at han inderst inde har et håb om, at han kan blive klar til de playoff-kampe, siger FCK-manager Ståle Solbakken, og landsmanden Høgli bekræfter, at det er håbet at være med til at spille Norge til EM i Frankrig.

- Ja, det har jeg en drøm om, men nu må vi se, om det går. Der er mange hensyn at tage, men hvis jeg kan se, at det ikke gå, så må jeg være voksen og acceptere det, siger Tom Høgli til Ekstra Bladet.

Se Ronnie Schwartz nedslagtning af Høgli her:

Den 31-årige højre back er begyndt at lave øvelser i styrketræningslokalet og kan også svømme. I den kommende uge vil han begynde at kunne cykle igennem og muligvis starte på at løbe igen.

- Det går fint. Det værste er faktisk at sidde i sofaen af en eller anden grund. Det er der, at det gør mest ondt, siger Tom Høgli, der kun nåede at spille et par minutter på Brøndby Stadion, inden han blev savet over af Ronnie Schwartz.

- Jeg fik en sms fra Ronnie Schwartz, hvor han beklagede. Jeg blev vældig glad for det, men sagde også til ham, at han ikke skulle tænke mere på det og komme videre.

- Det er det, som sker i fodbold. Der er tacklinger hele tiden. Det er fint, siger Tom Høgli.

Se Ronnie Schwartz reaktion på sit frispark her:

Ud over Høgli må Ståle Solbakken i den kommende tid se bort fra Benjamin Verbic og Per 'Pelle' Nilsson. Både sloveneren og svenskeren er dog i kraftig bedring og vil igen være i spil inden så forfærdeligt længe.

- Verbic har været væk i tre uger, når vi når weekenden, men jeg håber, at han kan bevæge sig udendørs i næste uge. Nu har han ikke længere smerter, så nu skal vi have gjort ham konkurrencedygtig igen, siger Solbakken om kantspilleren, der er plaget af lyskeproblemer.

Svenske Nilsson blev skadet i starten af august, men er tilbage på træningsbanen og kan deltage på lige fod med de andre i alt undtagen kamprelateret spil. 

Se også: Efter ét år udenfor: FCK'er slog til mod svenskere

Ved fredagens træning var Federico Santander i øvrigt tilbage efter at have spillet to gange for Paraguay i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Han ligner en starter mod Hobro i Parken, men også Andreas Cornelius blev prøvet helt fremme sammen med Nicolai Jørgensen.

Højrekanten mod bundholdet kommer efter alt at dømme til at bestå af Peter Ankersen og Kasper Kusk, men der er genvalg til matchvinderen fra Viborg-kampen, Youssef Toutouh, på venstrekanten.

Den centrale midtbane bliver formentlig Thomas Delaney og William Kvist, men Ståle Solbakken testede også en formation, hvor Delaney og Amartey spillede centralt.

Den løsning kan give plads til Mikael Antonsson i midterforsvaret. FCK møder Hobro i søndagens sene Superliga-kamp.

50 kommentarer
Vis kommentarer